København. DR's Big Band var på hårdt arbejde, da fredagens X Factor-show løb af stablen under temaet "divaer og croonere". Her blev deltagerne nemlig akkompagneret af det store orkester, men for Martin blev det den sidste oplevelse som finalist efter en omsang mod Samanta.
16-årige Martin fra Lolland, der undervejs har fundet kærligheden i programmet og er blevet kæreste med konkurrenten Mia, lagde ud med sin egen version af Justin Timberlakes og Jay Z's "Suit & Tie", men fik blandede ord med af dommerne for sin optræden.
Heller ikke Remees deltager Samanta, der med sit bud på, hvordan r&b-nummeret "Judge Me" skulle lyde, fik dommerpanelet blæst bagover.
Seerne straffede dem ved at sende dem i omsang, og her fik de begge lov at synge deres "save me-song".
Da Martin gik på scenen, kunne hans kæreste ikke holde tårerne tilbage, og da den sidste strofe var sunget, brød den unge sanger sammen. Mette Lindberg valgte alligevel at sende ham ud af programmet, hvilket i øvrigt var anden gang, den unge sanger blev elimineret i showet.
Thomas Blachman valgte nemlig under "five chair challenge" at sige farvel til Martin, men hentede ham ind i programmet igen til bootcamp, da han fortrød sin beslutning.
Thomas Blachmans unge deltager Chili, der den seneste uge har sat sig på bookmakernes førsteplads, når de prøver at spå, hvem der ender med trofæet i denne sæson af X Factor, havde en forrygende aften. Med nummeret "Weight In Gold" af Gallant fik hun ros af alle tre dommere.
- Du er det bedste i os allesammen på én gang, sagde Thomas Blachman efter hendes optræden.
Der er nu kun fem deltagere tilbage i X Factor - nemlig Mia, gruppen VKation, Chili, Morten og Samanta. Finalen finder sted i DR-Byen den 31. marts, hvor verdensstjernen Ed Sheeran kommer og optræder.
/ritzau/FOKUS