Popikonet George Michael døde julemorgen i England. Det skulle angiveligt være superstjernens kæreste, der fandt ham liggende død i sengen.

Det skriver Mirror mandag aften.

George Michaels kæreste Fadi Fawaz skriver på det sociale medie Twitter, at han aldrig vil glemme julen, hvor han som det første om morgenen fandt sin partner liggende død i sengen.

Fadi Fawaz skriver også, at sangeren lå 'fredfyldt' i sengen, hvilket også stemmer overens med, hvad sangerens manager Michael Lippman og talsmænd har oplyst om hans død.

»Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at vores elskede søn, bror og ven George, døde fredeligt i sit hjem i julen,« skrev George Michaels talsmand i en erklæring.

Forholdet mellem George Michael og Fadi Fawaz har været offentligt kendt siden 2011, hvor George Michael var indlagt med en alvorlig lungebetændelse. Da han blev udskrevet, jublede Fadi Fawaz over at kunne fejre jul derhjemme med sin udkårne.

I september 2015 blev parret spottet sammen i Schweiz, men ellers har de ikke vist sig meget i offentligheden.

Efter dødsfaldet blev offentliggjort, har Fadi Fawas ændret sit profilbillede på både Facebook og Twitter til et, hvor han og sangeren står sammen i en kærlig omfavnelse.

'Jeg vil aldrig stoppe med at savne dig,' skriver han i tweetet.

Det var formentlig et pludseligt opstået hjertesvigt, der tog livet af den verdenskendte sanger, som døde 1. juledag i sit hjem. Han blev 53 år gammel.