Kæresten til 39-årig dræbt polsk mand er nu sigtet og fængslet for knivdrabet

Et skænderi efter en våd aften i et sommerhus i Kulhuse i Nordsjælland endte natten til onsdag fatalt. En 39-årig polsk mand blev stukket ihjel med en køkkenkniv, og kæresten til den 39-årige er nu fængslet og sigtet for drabet.

Det var angiveligt et skænderi mellem den dræbte og hans 30-årige polske kæreste, som udløste knivstikkeriet. En 40-årig landsmand, der også var til stede i sommerhuset på drabsnatten blev først anholdt, men siden løsladt.

Forud for skænderiet havde den nu dræbte 39-årige mand været ude at drikke med den 40-årige kammerat. Sammen tog de tilbage til sommerhuset, hvor den 39-årige og hans 30-årige har været bosat i en kort periode. Det var her skænderiet opstod omkring midnat, og lidt over klokken 01 blev der slået alarm.

- De to, den dræbte og vennen, havde fået omkring 15 øl, da de kommer tilbage til huset. Her er kvinden til stede sammen med sin 9-årige søn. Der opstår et skænderi og noget tumult, sandsynligvis, fordi de har drukket. Det ender med, at manden bliver stukket i maven af ét dræbende stik med en ca. 20 cm lang køkkenkniv, fortæller drabschef Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi.

- Vi skal nu have fundet ud af den nøjagtige årsag til, hvorfor det ender, som det gør, siger drabschefen.

Til stede i sommerhuset var også den sigtede kvindes 9-årige søn, som nu er anbragt på en institution.

Naboer fortalte onsdag til BT, at politiet hele natten har været i gang med efterforskningen.

- Hele huset og haven er spærret af. De er først ved at pakke sammen her til morgen, fortæller Johnny Toft Sørensen.

Han har flere gange hilst på sine naboer, som kun havde boet i huset i får uger. Men noget nærmere bekendtskab var det endnu ikke blevet til, fordi familien ikke talte dansk.

Nordsjællands Politi oplyser, at betjentene på stedet ydede førstehjælp, da de nåede frem. Det var imidlertid forgæves. Klokken 01.35 blev offeret erklæret død af en akutlæge.

Den 30-årige kvinde og den 40-årige mand blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde. Men her valgte dommeren altså at løslade den 40-årige og varetægtsfængsle den 30-årige kvinde.

- Det er vores opfattelse, at den 30-årige kvinde var alene om det, og at den 40-årige bekendt blot var vidne til drabet. Derfor blev hun fængslet i fire uger, og han løsladt, siger drabschef Henning Svendsen.