Midt i sorgen over at have mistet sin kæreste og en nær veninde i samme trafikulykke onsdag eftermiddag, kan en 24-årig mor i det mindste trøste sig med, at både hun selv og hendes fem-årige søn overlevede.

Den tragiske ulykke indtraf onsdag ved 13.40-tiden, da to modkørende personbiler snittede hinanden på Holbækvej ved Slagelse. En af bilerne med de fire personer i kørte umiddelbart efter i grøften, hvor den endte på taget og de to omkomne mistede livet på stedet.

De dræbte var en 34-årig kvinde fra Dianalund, der sad på højre forsæde ved siden af den 24-årige fører, samt en 24-årig mand fra Dianalund, der var kæreste med føreren og sad på højre bagsæde.

Den modkørende bil, der tilsyneladende var årsag til ulykken, da den pludselig skiftede vognbane, blev ført af en 78-årig mand fra Ruds-Vedsby.

»Årsagen til ulykken er endnu ukendt. Der har tilsyneladende hverken været tale om spirituskørsel eller blændende sol, og selv om vi har afhørt den 78-årige mand på hospitalet, har det ikke umiddelbart kunnet kaste lys over årsagen til ulykken,« oplyser vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi  til bt.dk.

Både den 78-årige mand og den 24-årige kvinde samt hendes fem-årige søn - slap fysisk med overfladiske skrammer, men er alle indlagt til observation på sygehuset i Slagelse.

Trafikken på Holbækvej var i godt et par timer helt spærret på grund af den dobbelte dødsulykke.