En rejseforsikring kunne have reddet Michael Christensen, da han tilbage i august sidste år kørte galt på sin motorcykel og kom slemt til skade i Filippinerne. Men sådan en havde den 47-årige mand fra Maribo ikke, og derfor kæmper en dansk ildsjæl nu for at samle penge ind og frelse ham fra de uhumske og primitive hospitalsforhold i ø-staten.

- Det har de sidste par dage været svært, at få oplysninger fra Udenrigsministeriet, hvor vi har bedt om en update på Michaels helbredstilstand og en endelig pris på, hvad en hjemtransport af Michael vil koste. På den baggrund har vi flere gange udtrykt kritik af Udenrigsministeriet, da det har været nærmest umuligt at få et konkret svar, og det dermed har været svært at kunne samle pengene ind, når vi ikke vidste, hvor mange penge der manglede, lyder den seneste update fra Janne Tholstrup.

Derfor har Udenrigsministeriet nu indbudt hende og DF-politikeren Liselott Blixt til møde mandag, hvor målet er at få svar på, hvornår Michael Christensen kan komme hjem, og hvad det præcist skal koste.

Tidligere beregninger fra Udenrigsministeriet er landet på en pris mellem 180.000 og 240.000 kroner, fordi det er nødvendigt at lægge beslag på seks til ni sæder i flyet og have et lægehold ombord.

Michael Christensens forældre hjemme på Falster har allerede betalt alt, hvad de ejer, til sønnens hospitalsregninger, og derfor det nu den private initiativtager Janne Tholstrups håb, at andre vil bidrage med en skilling.