Kæmpehvepsene angreb først en hollandsk mor, som gik tur med sin fem måneder gamle baby på en ferie i Lot-et-Garonne i Frankrig. Tidligere i denne uge blev en rengøringsmedhjælper på en skole i samme område angrebet. Ofrene måtte behandles på hospitalet, men babyen havde heldigvis ikke fået nogen stik.
Asiatisk kæmpehveps kan blive op til 3 cm lang. Den er over dobbelt så stor som vores mest almindelige hvepsearter herhjemme. Arten er aggressiv og hører egentlig ikke til i Frankrig, hvad navnet da også antyder. Forskerne mener, at den kom til Europa med et parti keramik fra Kina for fem år siden.
Siden da har arten spredt sig med en sådan hast i Frankrig, at det ikke kan udelukkes, at den også vil sprede sig ud over Franrkigs grænser.
- I 2004 opdagede vi ét bo. I 2007 fandt vi 1.000 bo alene i Bordeaux-distriktet. I dag er der antageligt mange tusinde bo i de omkringliggende distrikter. Ingenting kan stoppe spredningen, siger Denis Thiery til Telegraph.
Udkonkurrerer europæisk slægtning
De asiatiske kæmpehvepse ser ud til at udkonkurrere den europæiske kæmpehveps.
- Den europæsike kæmpehveps er ingen modstander. De kæmper nogen gange, men det er en kamp, de er dømt til at tabe, siger Denis Thiery.
Lot-et-Garonne ligger sydøst for Bordeaux. Nu har myndighederne i området udstedt en advarsel, hvor de beder alle, der er allergiske, om at være ekstremt forsigtige.
Om den nye, aggressive kæmpehveps også vil slå sig ned i Danmark er uvist. Det afhænger af, om den kan tilpasse sig klimaet på vores koldere breddegrader.