VM i Kazan bød torsdag morgen på en vaskeægte sensation. Russernes forsvarende verdensmester Yulia Efimova er højst overraskende ude af favoritdisciplinen 200 meter bryst efter de indledende heat. Det er godt nyt for danske Rikke Møller Pedersen, der på overbevisende manér svømmede sig videre.
Russiske Yulia Efimova, som har delt vandene i svømmemiljøet efter sit vilde comeback fra en dopingkarantæne, satte blot 17. bedste tid i de indledende heat, hvor de 16 bedste svømmere går videre til semifinalen. En chokerende tid for Efimova, der tidligere på ugen blev verdensmester i 100 meter bryst.
Yulia Efimova er i danske øjne nok mest kendt for at være pigen, der med doping i blodet vandt EM-guld foran Rikke Møller Pedersen i 2013. Hun fik siden frataget sine EM-medaljer, da hun blev dopingdømt og måtte sidde ude med karantæne i 14 måneder. En karantæne, der betød, at hun heller ikke måtte træne under organiserede forhold.
Siden comebacket i marts har hun dog været suveræn, hvilket har sået tvivl om, hvorvidt hun har overholdt udelukkelsen fra organiseret træning. Den tidligere danske topsvømmer Berit Puggaard udtaler i torsdagens papirudgave af BT, at russerens tider op til VM beviser det modsatte.
Russiske Yulia Efimova er forsvarende verdensmester i 200 meter bryst. Det bliver hun ikke i år. Medmindre en af de kvalificerede svømmere pludselig trækker sig.