L.O.C. gjorde det. Casper Christensen gør det. Nu gør Ida Corr det. Tager telefonen og siger 'ja tak', når telegiganten TDC ringer og beder hende stille op som såkaldt ambassadør for firmaets produkter.
- Jeg har tidligere fået en del tilbud tidligere om at reklamere. Det har været vigtigt for mig, at jeg har kunnet gøre det på den rigtige måde for mig. Frem for at det bliver en reklame for et produkt, som jeg ikke har noget forhold til, siger Ida Corr til BT.
Aftalen betyder, at man kan se Ida Corr i forskellige privatlivssituationer i reklamefilm for selskabets produkter.
Hvad aftalen betyder økonomisk for X Factor-dommeren er hemmeligt. Men ingen tvivl om at det er Corr-business. Så at sige. For L.O.C.s vedkommende er der skudt på et beløb mellem fire og seks millioner kroner. Da aftalen for Corrs vedkommende er mindre omfattende, kan der være tale om et lavere beløb. Modsat L.O.C. udgiver Ida Corr stadig sin musik selv.
- For mig er alt det der med streaming, twitter og en ren jungle. Fordelen ved dette samarbejde er, at det hele nu er samlet på én platform, som jeg i øvrigt selv bruger. Min musik, videoer, streaming på samme platform. Musikken er stadig mit helt eget ansvar, mit eget hjerte. Én ting er helt sikker - og det mener jeg hundrede procent ærligt. Hvis valget stod mellem alt det store, som X Factor og og at spille musik, levede jeg gerne af havregrød igen. Everyday, siger Ida Corr.
- Jeg rejste Europa tyndt i fire år. Det var fedt, og jeg har haft en masse fede oplevelser. Tre uger i Australien, tre uger i Brasilien, et par uger i USA. Jeg skulle teste en hel masse. Det kan jeg ikke mere. Jeg er et nyt sted i mit private liv, har fået nye impulser. Har kæreste og er blevet mor til Cassius. Han er mit livs kærlighed - med al respekt for alle de andre i mit liv. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg skal forholde mig til børnefødselsdag i dagplejen, og har jeg nu husket babymaden? Jeg har ikke droppet udlandet. Jeg udsender stadig et hav af singler. Men turnélivet må vente, indtil det passer ind i Cassius liv.
I forbindelse med det nye samarbejde inviterer Ida Corr sine fans til at være med til at designe covers og ligefrem remixe musikken.