UPS 1: iPhone 5 kommer ridset ud af pakken

iPhone 5-købere klager over ridser i lakken, allerede mens den ligger i kassen med den ny indkøbte iPhone 5. På trods af enorm salgssucces med den nye iPhone 5 og ganske gode anmeldelser, er det ikke alle der er lige tilfredse.

Vi har netop skrevet om brugere, der melder, at deres nye Apple telefon lækker lys mellem glasset og antennen, men det virker desværre ikke til at være det eneste problem. På siden MacRumors har rigtig mange brugere fortalt, at deres splinternye iPhone 5 har ridser og mærker i aluminiummen, når den kommer ud af kassen.

Problemet her virker dog til at være værst for brugere med den sorte model, og altså heldigvis ikke dem med den hvide, som har problemet med lys, der bliver lækket. Historien melder desværre ikke noget om, om Apple udskifter modeller, der har mærker og ridser, når de kommer ud af pakken, på samme måde som de udskifter modellerne med lys-problemet.

Se stort galler i af iPhone 5 her

UPS 2: iPhone 5 modeller lækker lys

Et andet ups går på designet. Det drejer sig om en fejl på nogle af de sølv/hvide modeller, hvor der slipper lys ud mellem toppen af glasset og aluminiums-antennen der sidder hele vejen rundt om telefonen.

Fejlen er ikke til at se i dagslys men bliver tydeligere når telefonen benyttes under mørkere forhold. Udover at flere brugere har bekræftet fejlen har websitet BGR også bekræftet problemet på en af deres testmodeller.

Brugerne, der har oplevet problemet, melder, at de har fået byttet deres iPhone 5 med helt fabriksnye fra Apple, men en enkelt siger også, at den nye telefon havde samme defekt som den indleverede. Hvor vidt der er tale om et generelt problem, eller om der kun er tale om enkelte ”mandags modeller” er endnu uvist. Det er dog betryggende, at Apple selv har anerkendt problemet og bytter modeller med fejlen.

Vi tester i øjeblikket iPhone 5 og har ikke oplevet nogen af de ovenstående fejl. I testen kigger vi blandt andet nærmere på webbrowseren, se video med det her.