Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, truer med at forbyde fly fra Holland i at lande i Tyrkiet. Tyrkiets præsident truer med gengæld, efter at Holland inddrager landingstilladelse for tyrkisk ministerfly. Og det har udviklet sig til en diplomatisk krise mellem de to lande.

Erdogan har talt til en demonstration i Istanbul, efter at Holland har inddraget landingstilladelse til et fly, der skulle til Rotterdam med Tyrkiets udenrigsminister.

Her langer Erdogan hårdt ud efter Holland.

»De er levninger fra nazisterne, de er fascister,« siger præsidenten.

»Forbyd vor udenrigsminister i at flyve, lige så meget som I vil. Men lad os fra nu af se, hvordan jeres fly vil lande i Tyrkiet.«

I Holland siger Mark Rutte, den hollandske premierminister, at han forstår Erdogans vrede.

Men Rutte siger også, at han mener, at bemærkningen om nazister er "helt ved siden af", ifølge Reuters havde han også følgende kommentar:

»I morges kom den tyrkiske minister med klare trusler mod Holland om sanktioner. Vi kan aldrig forhandle med tyrkerne under trusler. Så vi besluttede ... via et telefonmøde, at det var bedre for ham ikke at komme her,« lød det fra Rutte ifølge Reuters.

Mevlüt Çavusoglu, Tyrkiets udenrigsminister, havde planlagt at flyve til Rotterdam senere lørdag. Anledningen var et vælgermøde for tyrkiske statsborgere, der har stemmeret ved folkeafstemningen i Tyrkiet 16. april om at give præsidentembedet flere beføjelser.

De hollandske myndigheder havde på forhånd forbudt ministeren at deltage i vælgermødet, men situationen spidsede til.

Han meddelte, at han alligevel agtede at komme til Rotterdam og truede med sanktioner, hvis flyets landingstilladelse blev inddraget.

Den tyrkiske udenrigminister har, efter landingstilladelsen i Holland blev inddraget ifølge Reuters, været ude og sige, at den hollandske regering tager tyrkiske statsborgere i landet 'gidsler' ved at afskære dem fra Ankara.

Hollands regering siger, at den af hensyn til den offentlige orden og af sikkerhedsårsager inddrager landingstilladelsen.

Desuden er truslen om sanktioner en årsag.

»De tyrkiske myndigheder har offentligt truet med sanktioner. Det gør det umuligt for os at nå en løsning,« siger regeringen.

Udtalelsen fra den tyrkiske præsident har fået stor opmærksomhed internationalt, hvor flere store nyhedsbureauer og medier beskriver situationen, der har udviklet sig til en diplomatisk krise mellem de to lande.

Også CNNs tyrkiske afdeling har beskrevet situationen lige som Reuters.

Krisen mellem Holland og Tyrkiet kommer kom få dage efter, Tyskland ligeledes lagde sig ud med Tyrkiet, da man også her nægtede at lade den tyrkiske udenrigsminister deltage i et stort vælgermøde for tyskboende tyrkere i Hamborg.

I den forbindelse brugte Erdogan også en nazi-sammenligning:

»Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang,« sagde han under en kvindemarch i storbyen Istanbul.

»Jeg troede, at Tyskland for længst havde droppet det (nazisternes fremgangsmåde, red.). Men vi tog fejl,« uddybede han.

Det er ikke kun i Holland og Tyskland, at der har været aflysninger af tyrkiske vælgermøder. I Østrig er fire vælgermøder aflyst, mens et enkelt er blevet aflyst i Schweiz.

/ritzau/Reuters