Kæmpe bronzestatue fejrer Nordkoreas kære leder
Torsdag ville Nordkoreas afdøde, kære leder, Kim Jong-il, være blevet 70 år. Det fejres i disse dag med pomp og pragt i diktaturstaten.
Torsdag ville Nordkoreas afdøde, kære leder, Kim Jong-il, være blevet 70 år. Det fejres i disse dag med pomp og pragt i diktaturstaten.
Med vanlig sans for storladenhed fejrer nordkoreanerne i disse dage deres kære, afdøde leder, Kim Jong-il.
»Det 21. århundredes store søn« - som han også blev kaldt - ville torsdag være blevet 70 år, og derfor rejser det nordkoreanske styre en gigantisk bronzestatue til hans ære. Den måler seks meter i højden og forestiller Kim Jong-il til hest ved siden af sin ligeledes afdøde far, Kim Il-sung. Det skriver The Daily Star.
Den prangende statue blev afsløret ved en ceremoni tirsdag, hvor eliten i diktaturet deltog. Det skete i hovedstaden Pyongyang.
Kim Jong-ils søn og efterfølger, Kim Jong-un, var ikke til stede ved afsløringen, men han menes at have taget initiativ til statuen.
Hæderen er blot den seneste i rækken til den store leder, der døde af et hjerteanfald den 17. december sidste år.
Siden har militærstyret opført det ene mindesmærke efter det andet i Kim Jong-ils ære. Blandt de mere spektakulære er angiveligt en kæmpe indgravering af lederens slogan, der er blevet mejslet ind i fjeldsiden på et bjerg. Hans slogan skal angiveligt have været »tjen folket«.
Derudover præger hans kontrafej også adskillige nye mønter, frimærker og medaljer.
Mens Kim Jong-il selv levede, ønskede han ikke at blive foreviget i bronze. Det var han ikke klar til, før Nordkorea var et fuldbyrdet velstående velfærdssamfund, lod han dengang forstå. Nordkorea er et af verdens fattigste og mest afsondrede lande, flere millioner mennesker sulter, og landet er et regulært diktatur.
Sådan ser landets militære elite dog ikke på det. De hylder Kim Jong-il for at have forsvaret den socialistiske stat og nationens skæbne med ære og for at have givet et »udødeligt bidrag til den globale fred og stabilitet«.
Derfor er Kim Jong-il også blevet tildelt landets fornemste militære titel som »Generalissimo« i forbindelse med året for hans 70 års fødselsdag - der også bare går under navnet »den skinnende stjernes dag«.