Da FC København i efterårets sidste kamp slog FC Midtjylland 3-0 i Parken, mødtes FCK-træner Ståle Solbakken og FCMs ditto, Glen Riddersholm, i TV3's studie til en fascinerende kamp på ord.

Søndag aften kom den længe ventede returmatch. Efter FC Midtjyllands 2-0-sejr over københavnerne - en sejr, der næsten sender guldet til Herning - tog de to trænere endnu en tur i TV3+'s studie.

BT har herunder samlet fem af højdepunkterne fra Ståle og Glen - version 2.

GLEN RIDDERSHOLM - »Det har handlet om at holde fokus og ikke lade os gå på af Ståles stikpiller. Man kan sige, at tale har været sølv, mens stilhed har været guld.«

STÅLE SOLBAKKEN - »Vi anerkender, at FCM har præsteret en gennemført sæson. Men der er nogle ting, der skal nævnes i regnskabet. Glen og Midtjylland har ikke spillet i Europa. Og de lagde sig i pokalen mod Esbjerg, hvor de stillede med 11 nye spillere. De har spillet for dette mesterskab, mens vi har spillet med i to yderligere turneringer.«

GLEN RIDDERSHOLM - »Det bliver spændende at se, om FCK starter tidligt i næste sæson. For vi starter tidligt. Med Europa Cup-kampe. Ved du (Ståle, red.), hvornår I skal spille? Vi spiller 14. juli - Champions League-kvalifikation.«

STÅLE SOLBAKKEN - »FCM kan jo stadig nå at få gummiben. Mon ikke Glen stopper trænerkarrieren, hvis det sker?«

GLEN RIDDERSHOLM - »Da FCK tidligt taber i Odense, der føler jeg, at det kun er os selv, vi spiller mod. Og derfra gav det os en god selvforståelse, som gjorde, at vi har kunnet hvile i os selv. Vi har ikke følt os stresset eller presset på noget tidspunkt.«