Det lignede 0-0 i lokalderbyet mellem FC Fredericia og Vejle, men et sent mål af Anders Kaagh gav Vejle sejren og en foreløbig oprykningsplads.
Ikke siden 2009 har Vejle Boldklub været i landets øverste række, men det kan der måske laves om på til næste sæson, for med sejren onsdag i Fredericia avancerede Vejle til tredjepladsen i 1. division, der giver oprykning til Superligaen.
Kampen var fattig på chancer, men få minutter før tid brød Denis Fazlagic igennem i vejlensernes højre side, lagde bolden ind på midten, hvor Anders Kaagh skovlede den i kassen.
Den spinkle føring, som den tidligere AGF- og HB Køge-spiller satte ind, holdt kampen ud.
Det var FC Fredericias første nederlag på hjemmebane i denne sæson, og det betyder, at holdet nu er fire point fra tredjepladsen, som Vejle indtager på grund af bedre målforskel end AC Horsens.
»Det er altid godt at ligge over Horsens,« hyggede Vejles Thomas Mikkelsen sig efter kampen over for TV3 Sport 1.
»Sejren varmer helt vildt. Det var en hårdt spillet kamp, og vi fightede godt for det. Det lå i luften, at den kunne blive afgjort, hvis et af holdene blev lidt træt,« sagde Thomas Mikkelsen.
Lyngby og Vendsyssel indtager de to øverste pladser i 1. division, som også giver oprykning til næste års Superliga.