Straffen for indbrud skal op, og udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, skal sendes hjem til afsoning med det samme.

Meldingen fra de Konservative kommer, efter politiets Task Force Indbrud ifølge Berlingske har vurderet, at hver andet indbrud i Danmark begås af udenlandske kriminelle.

»Det er meget foruroligende, og derfor er det vigtigt, at vi får regeringen med på, at der skal strammes op,« siger retsordfører Tom Behnke (K).

Han mener ikke, at udenlandske kriminelle skal kunne spekulere i, hvor det er »billigst« at begå indbrud.

»Indbrud skal straffes væsentligt hårdere - for eksempel på niveau med Sverige og Tyskland - så det ikke kan betale sig at tage til Danmark og lave indbrud. Derudover skal vi sørge for, at de kriminelle udlændinge ryger hjem til afsoning i eget land lige med det samme,« siger Tom Behnke.

Det er ikke altid lige let af få de enkelte lande til at modtage kriminelle til afsoning. Ifølge den konservative retsordfører er det blevet en smule lettere, men det går stadig alt for trægt.

»Vi skal have sat tempoet op. Vi skal i EU-regi lægge pres på, at landene rent faktisk tager deres egne statsborgere hjem til afsoning, fordi det er det eneste, de har respekt for,« siger han.