Når regeringen i dag fremlægger sit forslag om strammere regler for førtidspension og fleksjob, stiller de borgerlige partier kontante krav til, hvad besparelserne skal bruges til. Men de er ikke enige. En del af indtægterne skal bruges til skattelettelser, kræver de Konservative. Det skriver Berlingske.

SKAL REFORMBESPARELSERNE BRUGES TIL SKATTELETTELSER? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

- Vi har fokus på, hvordan vi skal bruge de penge, som bliver udløst af reformerne: Vi har en gæld, der skal nedbringes, vi har et offentligt forbrug, der skal sænkes, og vi har også et skattetryk, som har behov for at blive sænket,« siger politisk ordfører Benedikte Kiær (K).

Berlingske erfarer, at regeringens udspil reducerer antallet af unge på førtidspension og indfører et loft over tilskuddet til fleksjob. Regeringen har samlet varslet reformer, der styrker statskassen med 14 mia. kr. og planlægger at bruge en del af pengene på »forbedringer af velfærd, social indsats og et løft i uddannelserne og forskningsindsatsen«. Men det kan de glemme, lyder det fra de borgerlige.

- Både regeringen og de Konservative gør sig skyldige i at bruge penge, som de ikke har, siger DFs gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, mens Venstre kræver en garanti for, at provenuet skal styrke statens strukturelle saldo.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren. SFs finansordfører, Jonas Dahl, siger:

- Vi har behov for først at sikre, at der kommer en balance i finanserne efter ti år med borgerligt styre. Og så skal vi også have investeret i fremtiden.

Skal reformbesparelserne bruges til skattelettelser? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. onsdag.