K vil boykotte fodbold-EM i Ukraine
De Konservative vil bakke op om Angela Merkels hårde retorik overfor Ukraine og boykotte sommerens EM i fodbold.
De Konservative vil bakke op om Angela Merkels hårde retorik overfor Ukraine og boykotte sommerens EM i fodbold.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kørte i weekenden det tunge diplomatiske skyts i stilling i sagen om den fængslede forhenværende ukrainske premierminister Julia Timosjenko.Hvis ikke Timosjenko er løsladt, inden EM i fodbold begynder den 8. juni, vil kansleren boykotte mesterskaberne, som finder sted i både Polen og Ukraine. Det samme vil hun opfordre sine ministre til at gøre. Herhjemme har Angela Merkels udtalelser ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten også vakt politisk opsigt.Men kulturminister Uffe Elbæk (R) vil afvente sine europæiske kollegers holdning i EU, inden han tager stilling til, om han rejser til EM i fodbold for officielt at støtte det danske landshold.- Selvfølgelig gør Merkels udtalelser indtryk. Det er helt uhyrligt, hvad der foregår i Ukraine. Jeg tager det dybt seriøst, men det er en meget delikat balancegang. Hvis vi sender fodboldlandsholdet til Ukraine, har jeg en forpligtelse til at bakke holdet op. På den anden side skal vi også stå vagt om menneskerettighederne og markere det i forhold til det, der foregår i Ukraine, siger han til Jyllands-Posten.Hos oppositionen forstår Per Stig Møller som de konservatives udenrigspolitiske ordfører og tidligere både udenrigsminister og kulturminister ikke Uffe Elbæks tøven i sagen.- Jeg mener ikke, at man som minister eller folketingsmedlem kan tage til Ukraine og overvære EM i fodbold officielt. Det ville være en godkendelse af den regering, som begår de uhyrligheder mod Julia Timosjenko, siger Per Stig Møller.Ifølge Per Stig Møller har præsident Viktor Janukovitsch sat sin forgænger og politiske modstander i fængsel for at undgå at møde hende ved et senere valg.- Straffen betyder, at Julia Timosjenko ikke kan stille op ved næste valg. Det er helt uacceptabelt og udemokratisk. Derfor vil jeg også mene, at man skal blive væk som minister. Jeg går ud fra, at regeringen selv kan finde ud af at blive væk. Ellers skal vi nok tage det op i Udenrigspolitisk Nævn, siger Per Stig Møller til Jyllands-Posten.
BNB