Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen, er ærgerlig over, at hans partifælle Lene Espersen forlader dansk politik. Hun har været en fantastisk politiker og en tæt ven, fortæller han.

De Konservatives politiske ordfører, Lene Espersen (K), kom med en højest overraskende udmelding sent tirsdag aften, da hun meddelte, at hun efter mere end 20 år i Folketinget forlader dansk politik for at blive administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.

En beslutning, der ærgrer gruppeformand Brian Mikkelsen (K):

»Det, synes jeg, er ærgerligt, fordi hun har været en fantastisk politiker og en meget tæt ven og kollega igennem 20 år. Hun har gjort det godt som politiker og minister,« siger han.

Brian Mikkelsen hæfter sig dog ved, at der med Lene Espersens exit åbner sig mulighed for at bringe nye kræfter ind i partiet:

»Nu kommer der et ungt, stærkt folketingsmedlem ind fra Nordjylland,« siger han med henvisning til, at Lene Espersens afløser i Folketinget bliver den 31-årige Daniel Rugholm (K), der er viceborgmester i Hjørring og tidligere har siddet som suppleant i den konservative folketingsgruppe.

»Men jeg synes, det er ærgerligt, for hun har været en god politiker og en meget tæt ven,« gentager Brian Mikkelsen.

Spørgsmål: Det er ikke særlig lang tid siden, I fik ny formand. Hvad betyder det for partiet, at en mangeårig profil som Lene Espersen nu trækker sig?

»Ligesom ude i erhvervslivet så skifter man jo poster. Jeg kan kun sige, at hun har været en fantastisk stærk politiker. Hun har været toneangivende, og hun har været en eksemplarisk politiker. Nu har hun så valgt, at hun vil lave noget andet og blive direktør for Danske Arkitekter. Det får de så gavn af, fordi hun er en dygtig kvinde på alle mulige leder og kanter,« siger Brian Mikkelsen.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, bliver Mai Mercado (K) ny politisk ordfører for de Konservative efter Lene Espersen. Det afviser Brian Mikkelsen dog at kommentere.

»I morgen (onsdag, red.) skal vi nok fortælle, hvem der bliver politisk ordfører,« siger han.

Lene Espersen forklarer i en pressemeddelelse tirsdag aften, at hun har fået tilbudt et drømmejob, hun ikke kan sige nej til.

Hun tiltræder sit nye job direktørjob i Danske Arkitektvirksomheder 1. december.