Den konservative formand Lars Barfoed har aldrig været så presset før - både privat og professionelt.

Konen, Vibeke Sylvest Barfoed, har krævet lynskilsmisse, og han bliver beskyldt for at springe boligkøen over.

Professionelt er situationen også nærmest katastrofal. I de værste målinger har partiet været i nærheden af spærregrænsen, og næste valg bliver en kamp for overlevelse. Samtidig begynder centrale personer i partiets bagland at sætte spørgsmålstegn ved Lars Barfoeds lederskab.

Nogle ønsker ham udskiftet hurtigst muligt. Og vil ligefrem have den forrige tilbage: Lene Espersen. Mens andre håber, at et ungt talent som Rasmus Jarlov kan komme til efter næste valg. Men det er slet ikke sikkert, Jarlov kan blive valgt til Folketinget.

- Jeg kunne godt tænke mig at få Lene Espersen tilbage som formand. Hun kunne brænde igennem i medierne. I øjeblikket kommer vi slet ikke igennem med vores budskaber. Tværtimod nærmer vi os spærregrænsen, og det er jo rystende, siger Jørn C. Nissen, konservativ borgmester på Samsø.

- Der skal ændringer til for at vi kan få den politik tilbage, Liberal Alliance har stjålet fra os. Tiden er ikke til lavere skat midt i en krise. I stedet skal vi profilere os på, at vi hjælper dem der har brug for det. Mens dem, der kan klare sig selv skal klare sig selv, siger han.

{embedded type="node/polls" id="24463628"}

Lars Barfoeds situation er særligt ubehagelig fordi partiet faktisk har taget situationen alvorligt og prøvet at gøre noget ved det. Hele sidste år var et grundigt internt analysearbejde igang, hvor partiet sammen med baglandet søgte sin egen identitet og formulerede en ny strategi.

Ifølge den skal K positionere sig som et socialt bevidst parti, der ligger til højre for Venstre, men er mere ansvarligt end LA og DF. Profilen skulle luftes på landsmødet i efteråret, men det druknede helt i interne slagsmål om EU-politikken, hvor Rasmus Jarlov gik til angreb på partilinjen, og det mislykkedes for Lene Espersen at få kritikken inddæmmet.