Det er ikke søde salmesange, en lang række sydjyske præster sender mod kirkeminister Manu Sareen (R). De er dybt utilfredse med ministerens ageren, som de kalder topstyret, diktatorisk og ødelæggende.

Senest er det processen omkring homoseksuelle ægteskaber, der har fået sognepræsterne til at ryste på præstekraven og kritisere ministeren højlydt, skriver JydskeVestkysten fredag.

- Hvad i himlens navn er meningen med at sende et lovforslag til høring, når han efterfølgende beslutter, at det skal holdes hemmeligt? Det gør skade på Folkekirken, at han er vores minister, siger Jørgen Jørgensen, der er sognepræst i Aabenraa Sogn.

Jørgen Jørgensen henviser til, at kirkeministeren ikke har offentliggjort de mange høringssvar, der er i forbindelse med vielser af homoseksuelle.

Ti andre sydjyske præster kritiserer ministeren med lignende stærke ord. Præsterne lægger vægt på, at kritikken på ingen måder handler om, de er for eller imod vielser af homoseksuelle, men at ministeren blander sig i kirkens indre anliggender.

Biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt synes heller ikke, at processen omkring homoseksuelle vielser har været problemfri.

- Jeg synes, at processen er forceret, når man ikke giver sig tid til at afklare den juridiske følgelovgivning. Et spil for galleriet er høringsrunden vel ikke, det er i mine øjne problematisk, at ministeren melder så bastant ud, inden høringsrunden er forbi, siger bispen.

Han blev selv overrasket, da kirkeministeren fortalte homoseksuelle par, at de bare kunne bestille tid i kirken.

- Jeg sad selv og bøvlede med mit høringssvar, da jeg kunne læse, at ministeren opfordrede par til allerede nu at bestille tid til vielse i forsommeren.

Kirkeminister Manu Sareen forstå slet ikke præsternes kritik af, at han blander sig i kirkelige anliggender.

- Jeg mener ikke, at jeg blander mig i det, man kalder kirkens indre anliggender. Regeringen ønsker, at det forhold mellem par af samme køn, som i dag hedder registreret partnerskab, i fremtiden skal hedde ægteskab. Det er ikke et kirkeligt spørgsmål, siger han til JydskeVestkysten.

Marie Vejrup Nielsen, der er adjunkt i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, vurderer, at det er Manu Sareens indblanden i kirkens indre anliggender, som forårsager utilfredsheden blandt præsterne.

- Det giver ballade og debat, når en minister blander sig i ritualer. Der er normalt en hemmelig aftale om, at det gør ministeren bare ikke, siger adjunkten og fortsætter:

- Manu Sareen er en meget offensiv og tydelig minister. Man har en nemmere hverdag som minister, når man accepterer kirkens selvstændighed.

Hun påpeger, at statens magt går langt ifølge loven, og derfor har Manu Sareen loven i ryggen.

BNB