Jyske Bank afviser, at bankens rådgivning er på kant med loven i sagen, hvor DR har haft en undercover-journalist til møde. Afvisningen kommer på trods af en række bemærkelsesværdige udtalelser, som bankens rådgiver i Schweiz, Henrik Löwe, kommer med i dokumentarserien ‘I Skattely’.
Bankens officielle forklaring er, at man hverken i Danmark eller i bankens datterselskaber i f. eks. Gibraltar og Schweiz yder skatterådgivning. Danmarks tredjestørste bank er derimod 'forpligtet til at informere kunder om, hvordan de optimerer deres skat', fortæller bankdirektør Jens Lauritzen til BT, efter Jyske Bank-medarbejderen i Schweiz har været klar med en række konkrete tip og råd til, hvordan DRs undercover-journalist undgår at blive taget af den danske skattefar.
- Vores medarbejder har siddet over for en mand, der har løjet, og som vil have vores mand til at sige noget helt bestemt for at få lavet noget godt fjernsyn. Efter 25 spørgsmål om nøjagtig det samme, kan det godt være, at vores medarbejder er blevet en smule irriteret og måske har sagt noget mærkeligt. Det, vores medarbejder siger, kan, isoleret set, godt se lidt dumt ud, siger Jens Lauritzen, private banking-direktør med ansvar for Jyske Banks udenlandske aktiviteter, til BT.
Bank-direktøren svarer ikke konkret på de udsagn, anbefalinger og tip som Jyske Banks medarbejder kommer med under møderne med DRs journalist.
Og Jens Lauritzen fastholder, at banken mener, at der ikke ligger en aftale om salg af produktet, som ‘forretningsmanden’ har opfundet. Men på de skjulte optagelser kan man høre, at ‘forretningsmanden’ fortæller, at der allerede er en køber, der er villig til at betale fire millioner kroner i Danmark. Spørgsmålet er centralt i forhold til, hvor og hvor meget skat, der skal betales i Danmark. Alligevel mener Jens Lauritzen, at banken har ‘overholdt alle regler og har kørt efter bogen og retningslinjerne’.
Men der er jo indgået en mundtlig aftale om salg af produktet?
- Vores præmis er, at der ikke er indgået en aftale om salget endnu, og det skriver vi også i et oplæg, som vi har sendt til ham. Den historie vi har fået, har vi ageret fuldstændig korrekt på. DRs journalist kommer ned til os og siger, at han ikke vil bo i Danmark - og han er blevet anbefalet at flytte til Schweiz. Så er der en lang snak om, at det måske vil være bedre for ham at flytte til England, hvor der er en regel om, at så længe du holder dine midler uden for landet, så bliver du ikke beskattet af dem. Det er dét hele vores idekatalog tager udgangspunkt i, siger Jens Lauritzen.
Hvorfor har Jyske Bank datterselskaber i Gibraltar og Schweiz?
- Det har vi, fordi vi gerne vil ud og have fat i et klientel, som vi ikke kan få fat i, hvis vi kun ligger i Danmark. Vi gør ikke noget ulovligt. Hvis kunden ønsker at have et selskab et eller andet sted, så skal han selvfølgelig have mulighed for det. Kunden skal over for os dokumentere, at han indberetter oplysninger til det skatteland, han er hjemmehørende i. Vores rådgivning er efter bogen - også i denne sag.
Men udefra set ser det måske lidt mistænkeligt ud, at en dansk bank har datterselskaber i skattely?
- Der er intet ulovligt i det. Og vi etablerer ikke selv selskaber længere. Det har vi gjort før i tiden. I dag samarbejder vi med forskellige, der gør det. Det er der ikke noget ulovligt i, siger Jens Lauritzen.
Men hvis du mener, at DR er gal på den, hvad er så jeres næste skridt?
- Det vil jeg helst ikke komme ind på.
Det ville være oplagt at køre en sag?
- Det kunne være en mulighed, men jeg vil ikke ind på det, siger Jens Lauritzen.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jyske Bank-rådgiveren Henrik Löwe.