Farsø Kommune i Himmerland slipper med en "næse" fra Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, efter at kommunen i 1998 ulovligt købte og solgte flere erhvervsarealer for at sikre en lokal virksomhed plads til at udvide. Men rådet anbefaler kommunen at skaffe sig bedre juridiske rådgivere, skriver Nordjyske Stiftstidende tirsdag.

Kommunen var ved årsskiftet 1998/99 stærkt optaget af at bringe nogle jordhandler på plads, så køberen, firmaet Storke Vinduer, kunne undgå en miljøafgift, som trådte i kraft ved dette årsskifte. Salg af kommunale arealer kan kun finde sted efter offentligt udbud, men reglen kan dog fraviges, hvis tilsynsrådet godkender det. /ritzau/