Traditionen med at klappe efter en vellykket flylanding lever i bedste velgående.

Selv om det for mange danskere er blevet ret almindeligt at flyve, bliver der ofte klappet, når flyet atter er på sikker landjord.

- Der er en mærkbar forskel på provinsen og storbyerne. For eksempel klapper de meget ofte i Aalborg, Aarhus og Billund. Til gengæld er vurderingen fra vores kabinepersonale, at det kun sker i cirka halvdelen af flyvningerne til og fra København, siger direktør Klaus Ren fra danske Jet Time til Check-in.dk.

Hos Star Tour bekræfter salgsdirektør Stig Elling tendensen:

- Der bliver ikke klappet helt så meget som i 1970erne og 80erne, men jyderne klapper klart mere end sjællænderne. På oversøiske flyvninger klappes der ikke, fordi der er folk for trætte, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Stig Elling klapper ofte selv, når han lander.

- Jeg synes, det har en vis charme og er positivt. Vi klapper ikke, fordi vi kommet sikkert ned - det vidste vi godt, at vi ville. Vi klapper over servicen og en veloverstået rejse, og fordi vi er glade for udsigten til ferie. Jeg synes hverken, det er »bonderøvsagtigt« eller forkert at klappe, siger han.

Kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines er enig:

- Jeg tror ikke, at gæsterne klapper, fordi de er trygt tilbage på jorden. Jeg tror, det mere er en honorering efter en god ferie, hvor de på hjemrejsen har mødt god service ombord, siger han til Check-in.dk.

Hvis baggrunden for at klappe er et ønske om at glæde piloterne efter veloverstået arbejde, er det dog skønne, spildte kræfter:

- Piloterne kan ikke høre selv den kraftigste klapsalve, siger Torben Andersen.