- Når kampene bliver spillet tidligt på dagen, har ballademagerne ikke nået at drikke så mange øl. Og politiet har nemmere ved at styre begivenhederne, når kampene bliver afviklet i fuldt dagslys, siger Morten Bødskov, der er klar med lovændringen som en reaktion på balladen i forbindelse med kampen mellem AaB og FC København søndag kl. 18. Forud for kampen blev 22 fans anholdt.

- Almindelige fodboldtilhængere skal ikke risikere at løbe ind i den slags vanvittig adfærd, som vi så, hvor to fanklubber går amok, siger Morten Bødskov, der vil indkalde Divisionsforeningen og problemklubber til et hastemøde for bl.a. at drøfte, om de skal betale politiets udgifter. En model, som også Venstre er åben overfor.

Vicepolitimester Kenneth Joensen fra Rigspolitiet ser positivt på de nye beføjelser:

- Politiet vil selvsagt gøre brug af muligheden, hvis vi skønner, at det er nødvendigt for at undgå uroligheder.

Sportsdirektør for AaB Lynge Jacobsen afviser derimod, at det vil mindske balladen, hvis kampene bliver spillet tidligere på dagen:

- Fejlen består i, at der er 500-600 idioter i dansk fodbold, som vi bare skal have smidt ad h... til, siger han og understreger, at »idioterne« burde have livsvarig karantæne fra danske fodboldstadioner.

Dansk Boldspil-Union har sideløbende åbnet disciplinærsager mod AaB og FCK. Især københavnerklubben risikerer hårde sanktioner som udelukkelse af tilskuere og fratagelse af point efter tidligere problemer. Efter kampen erfarede FCK-ledelsen tillige, at klubbens topscorer, Dame N’Doye, med en tatovering på sin underarm hylder selv samme tilskuergruppering, 'Urban Crew', som menes at stå bag optøjerne.

'Uheldigt', siger FCKs direktør, Anders Hørsholt.