Justin Bieber har været i fans' søgelys siden han som 14-årig sang Justin Bieber-numre på YouTube. Siden da er det kun gået fremad for den i dag 23-årige superstjerne, som ikke kan bevæge sig mange steder uden at blive konfronteret af fans, der vil have taget billede med ham, men det er Justin Bieber altså godt træt af.

Popstjernen er i øjeblikket på turné i Australien, som et led i Purpose-turnéen, der også bragte ham til Danmark i 2016.

I weekenden spillede Justin Bieber i Melbourne, og i den forbindelse ville en ivrig fan tage et billede med Justin Bieber, men det skulle den canadiske superstjerne ikke nyde noget af.

'Se lige på dit eget respekt-niveau. Se på dig selv. Jeg væmmes ved dig,' siger Justin Bieber til en kvindelig fan. Svadaen kan høres i nedenstående video.

Den kvindelige fan, Sebah Helal, blev ifølge Herald Sun spurgt af verdensstjernen: »Hvorfor invaderer du min privatsfære?«

Det burde ellers ikke komme bag på den kvindelige fan, at Justin Bieber var træt af, at fans ville tage billeder med ham.

Tilbage i maj i fjor skrev han et langt åbent brev til sine fans, hvor han gjorde det klart, at han ikke gad at tage billeder med fans.

På Instagram skrev han blandt andet, at han følte sig som et dyr i zoologisk have, og at han var træt af, at folk ikke engang sagde hej til ham, inden de tog et billede.

Da Justin Bieber var i Danmark i fjor tog han sig ellers tid til at posere for sine fans, da han ud af ingenting dukkede op i tøjbutikken Storm i det indre København. Butikken solgte stjernens officielle tour-merchandise, og det betød naturligvis lange køer af 'Beliebers'. De ventende fans fik sig lidt af en overraskelse, da stjernen dukkede op.

Dengang var der ingen sure miner over, at fansene tog billeder af deres idol.