Jelling Festival: Well, så skulle jeg da nok mene, at det bjergklatrende bæst var barberet – ret tæt og Gilette anerkendt endda! Jeg giver jer – mine damer og herrer – et ungdommeligt dansk rockensemble, hvis elektrisk forstærkede udladninger får begrebet ’overtændte’ til at virke cirka så tilstrækkeligt som et fornuftigt argument i en paneldiskussion om kontanthjælp med Joachim B. Olsen.
Bandet hedder Black City, og det, de fire præsterede foran et lille men såre dedikeret publikum på Jelling Festival, mindede mig simpelthen om – skulle jeg nogensinde have glemt det – hvorfor jeg engang i den tidlige bronzealder forelskede mig i hele det hér rock’n’roll hejs. Ser I, Black City er troende – TROENDE som Motörheads Lemmy med fast sæde i Jack Daniel’s hovedbestyrelse.
De spiller rock i tæt familie med Foo Fighters og Mustasch med stænk af Metallica og Queens Of The Stone Age. Dertil har de – mindst - det samme energiniveau som Dave Grohls granitgutter og så har de faneme også – nok så vigtigt – fornemme sange som ’Here Comes The Rain’, ’Summertime’ og den forrygende ’The Day My Hero Died’. For blot at nævne tre.
Og så høvlede Black City i Jelling ellers ud af startklodserne som en blodtørstig gepard i en koloni af bevægelseshæmmede antiloper. Det turde være letfældig omgang med sandheden at kalde dét, Bjørn Poulsen (guitar og vokal), Jakob Hansen (trommer), Kristian Klærke (leadguitar) og Anders Borre (bas) laver for stor kunst. Til gengæld er det en kærlighedserklæring til rocken og alt dens uregerlige væsen, som kvartetten bør være endog meget stolte af.
Og som bør få læserne af nærværende svada til både at investere i Black Citys seneste og fremragende album ’Fire’ og dernæst snarest gå ud og opleve bandet live. Der er sangene fra samme album endnu bedre… og tro mig; det vil faktisk sige ikke så lidt. Black City fortjener hovedscenen på denne og alle andre festivaler, de spiller på.
Det er nemlig sådan hér det skal gøre: rock spillet med en så tøjlesløs energi at alle argumenter mod samme bliver afvist allerede ved det første taktslag.
Black City, Jelling Festival, 5 ud af 5 stjerner