Jugoslavisk målmand tog pynten af de danske skytter
Au revoir VM og goddag til for-kvalifikationskampene. Bestemt ikke uventet, men bittert på grund af måden, det foregik på.
Au revoir VM og goddag til for-kvalifikationskampene. Bestemt ikke uventet, men bittert på grund af måden, det foregik på.
"Peric stod godt, men vi afsluttede i mange tilfælde også ringe," sagde Lars Christiansen.
Dermed plantede den danske topscorer fingeren midt i såret.
En hurtig 1-0 føring og derefter ingen danske scoringer i kampens næste fjerdedel. Blandt andet på grund af målmand Peric.
"Det var tredje gang på 14 dage, vi stod overfor ham (fire-nationers-turnering i Belgien samt to VM-kampe, red.), og de to første gange har han stort set ikke haft en redning. Han må have gjort sit hjemmearbejde bedre end os," sagde Lars Christiansen.
Han, Nikolaj Jacobsen og Søren Stryger scorede kun to gange på otte forsøg før pausen. Stryger blev så påvirket, at han de sidste 10 minutter af første halvleg slet ikke turde skyde på sine chancer. Lars Christiansen rejste sig efter pausen med syv mål på otte forsøg.
"Positivt er det selvfølgelig, at vi spillede os til chancerne. Vi viste også, at moralen er høj," siger Lars Christiansen, der kan se tilbage på en personlig flot sæson, men også et håndboldår med lutter modgang i resultaterne på både klub- og landshold.
Nikolaj Jacobsen var ikke overrasket over den styrke, som Peric pludselig viste.
"Jeg kender hans kvaliteter og betragter ham som en af verdens fem bedste. Jeg synes faktisk, at vi spillede godt håndbold, og man må ikke glemme, at det er nummer tre fra sidste års VM, der har slået os ud."
Han blev selv den lille to gange i første halvleg, hvor Peric havde 12 klasseredninger, mens de to danske målmænd i de første 40 minutter tilsammen havde fem.
Landstræner Torben Winther roste modstanderen for klogt spil.
"De blev jo ikke straffet, selv om de nærmest gemte bolden under blusen. Vi jabbede skuddene bagfra for hurtigt af og smed for mange bolde væk. Måske fordi vi kom bagud og blev tvunget til at forcere."
Han kan nu forberede sit mandskab på seks for-kvalifikationskampe i januar. Overstås de med succes, skal der i juni spilles EM-kval. Så vejen til EM i Sverige i 2002 er lang, men til gengæld vil den give de danske stortalenter masser af international rutine.
Danmark - Jugoslavien 19-24 (6-12)