Jubel hos MJJ
FREIBURG: Efter den hårde medfart i bjergene var der jubel hos MemoryCard-Jack&Jones i Freiburg i går.
FREIBURG: Efter den hårde medfart i bjergene var der jubel hos MemoryCard-Jack&Jones i Freiburg i går.
Nicolaj Bo Larsen stak sammen med Bo Hamburger og tre andre ryttere godt otte kilometer før mål, vandt denne gruppes spurt og blev nummer seks på etapen - efter at et femmands "indianerudbrud" var stukket efter blot fem kilometer og holdt hele vejen hjem.
Saecos lille, tætte Salvatore Comesso (Saeco) besejrede Telekoms Vinokourov efter et spurtopgør, der antog karakter af en banesprint.
De tre øvrige "indianere", Jacky Durand (Lotto), Jens Voigt (Credit Agricole) og Jean-Cyril Robin (Bonjour) kom i mål lidt over et minut senere.
"Det er pokkers, at jeg ikke kom med femmands-udbrudet. Jeg havde aftalt med Jens Voigt at vi skulle prøve noget. Men så kom udbruddet i den modsatte side. Jens Voigt nåede med. Jeg forsøgte at nå op og var kun 75 meter fra dem, men de kørte bare for stærkt.
Det er ikke nogen tilfældighed, at netop de fem mand har været blandt de mest aktive under dette års løb. De kan bare det der med at sætte fuld fart på cyklen, når de kører væk," sagde Nicolaj Bo Larsen.
Gennemsnitsfarten på etapen var beskeden med blot 40,162 kilometer i timen. Men til gengæld var rammen fantastisk.
Omkring en million mennesker overværede etapen alene på den tyske side af grænsen - primært for at støtte Telekoms Jan Ullrich, som bor i Merdingen lige uden for Freiburg.
"Med det samme vi kom ind i Tyskland var tilskuermasserne utrolige. En fantastisk fest med mennesker på alle skråninger og fuld hornmusik," sagde Nicolaj Bo Larsen.
Et tilsvarende menneskehav ventes i dag, når der køres 58,5 kilometer enkeltstart fra Freiburg til Mulhouse på den franske side af grænsen - en dag, der ventes at blive et intenst opgør mellem Lance Armstrong og Jan Ullrich.