Det er en usædvanlig indbydende forestilling. Lige fra første musikalske færd, hvor kapelmester Niels Søren Hansen (en gammel kending i denne revy) slår an til den gennemgående og ofte selvproducerede tone af bred, lidt melankolsk natklubjazz.
Og så går det ellers slag i slag. Der lagdes stærkt ud med et originalt nummer, hvor gummiansigtet Niels Ellegaard lagde simultantolk på 5 sprog - og med 5 meget forskellige oversættelser - til "Karsten Janforts EU palavertaler".
Og sådan er der er masser af fikse greb. Det en af fiskene fra blenderne i Ina Miriam Rosenbaums skikkelse, der synger om at kunst kan være "skæl-sættende".
Bente Eskesen, der har et stort og flot styret sangtalent, er en kynisk læge, der til smægtende satiriske toner opfordrer alle dem der klager over hospitaler til at klappe hesten.
Men højdepunktet er nok Niels Ellegaards fabelagtige parodi på en Allan Olsen-klon, der trods 12 platinplader stadig er Købmandens Jørgen.
En sjov og sjældent set selvironi over den påtagede jordnærhed, der næsten er blevet et varemærke for jyske folk-rock stjerner.
I anden afdeling bliver det mere lokalt med et langt, men meget skægt sponsor nummer, hvor alle de stedlige firmaer, der spytter penge i foretagnet får deres navn sunget i en "undersættelser" af kendte sange.
Hans Holtegard holder stilen med en pudsig hønseavler, der med halm i trillebøren får hønsene til at lægge hårdkogte æg, når de får tysk porno på hønsepinden.
Og der er en gal sketch om en fiskerkones lyst til at blive smurt ind i
fiskeolie og blive bidt i "pattøjet", inden manden henter hyttefadet med ål!
Hjørring revyen er en stensikkert afleveret og flot iscenesat forestilling. Der er glimtende, korte mellemnumre, som den nynnede hyldest til Bent Fabricius Bjerre, eller de to damer, der helt bogstaveligt stepper udenfor en låst toiletdør.
Der er både storslåede og stilfærdige numre, ofte med en snert under den velklingende overflade. Man har klogeligt holdt sig fra popsmarte moderniseringer og i stedet puslet om den klassiske revy, så den fremstår trimmet og klar, med både surt og sødt. Gu' ka' det betal' sig.
HJØRRING REVYEN
Medv.: Ina-Miriam Rosenbaum, Bente Eskesen, Hans Holtegaard, Karsten Jansfort og Niels Ellegaard
Instruktion: Ulla Thordal-Christensen
Scenografi: Klaus Kristensen
Koreografi: Peter Friis
Kapelmester: Niels Søren Hansen