Det begyndte som et rygte på en engelsk blog og endte med at trække store overskrifter herhjemme:
Historien om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle være i spil til jobbet som formand for EU-Kommissionen, når den nuværende formand, José Manuel Barroso, skal afløses efter valget til Europa-Parlament i 2014.
Men historien er ikke andet end spekulation fra en britisk journalist, der arbejder som Bruxelles-korrespondent for avisen Financial Times, skriver pol.dk.
Det fortæller den mand, der må formodes at have bedst kendskab til historien, nemlig journalisten, som selv bragte Thornings navn på banen.
- Det var jo ikke andet end lidt informeret spekulation, siger Joshua Chaffin til pol.dk.
Det var BT, der som det første danske medie bragte historien videre om spekulationerne, og herfra voksede den sig hurtigt stor blandt andre danske medier.
Men hverken journalisten eller Financial Times har konkret viden om Thornings fremtid, fortæller Joshua Chaffin.
- Der er ikke tale om en konkret artikel, hvor navngivne, officielle kilder siger, at hun skal være formand for kommissionen, siger Chaffin.
- Teksten er en uformel blog, som er skrevet i den ånd, at den måske kan bidrage til noget debat om, hvem der en dag bliver den næste formand for kommissionen. Jeg har snakket med folk rundt omkring i Bruxelles, og nogle nævnte hendes navn blandt en lang række andre, som, de synes, kunne være interessante, siger han til pol.dk.
På spørgsmålet om, hvorvidt Chaffin har fået at vide, at den danske statsminister skulle have givet udtryk for en konkret interesse i formandsposten, svarer journalisten:
- Nej, nej, nej, slet ikke. Det er bare nogle folk, der snakker om, at de godt kan lide hende. Der er slet ikke tale om noget formelt, eller om at hun skulle have signaleret nogen form for interesse, siger han.
Thorning er desuden ikke det eneste navn, der bliver listet op på bloggen. Således er flere andre navne også nævnt, herunder EU-præsident Herman Van Rompuy.
Rygterne har onsdag også ført til, at Socialdemokraterne selv har nægtet, at Thorning er på vej ud.
- Der er kun to ting at sige til det, forklarer Jens Joel, Socialdemokraternes EU-ordfører, til b.dk.
- For det første er det et udtryk for, at man i Europa har lagt mærke til det danske EU-formandskab som meget professionelt. For det andet er det ikke en relevant diskussion, eftersom Helle har et job.