Chelsea-manager José Mourinho kan ånde lettet op – i hvert fald for en stund. Med en sejr på 2-0 onsdag aften over FC Porto er englænderne klar til forårets ottendedelsfinaler i Champions League.
Chelsea tog føringen efter 12 minutter, da Ivan Marcano på absurd vis sendte bolden i eget net. FC Portos målmand, Iker Casillas, havde egentlig reddet et skud fra Diego Costa, men bolden hoppede frem og ramte herefter Marcano. Bolden nåede lige akkurat over målstregen, inden hollænderen Bruno Martins Indi nåede at sparke den væk. Og måldommeren var ikke i tvivl: bolden var inde.
Første halvleg på Stamford Bridge blev domineret af Chelsea, og en af de største chancer tilfaldt Oscar efter en lille halv time. Hans afslutning blev rettet af og gik akkurat lige forbi Casillas mål. Chelsea-manager José Mourinho og co. kunne således glæde sig over en fortjent føring ved pausen.
Anden halvleg var blot syv minutter gammel, da Willian øgede til 2-0 for Chelsea efter oplæg fra Eden Hazard. Det var brasilianerens femte scoring i dette års Champions League-gruppespil, og han er holdets topscorer. Sejren kom ikke i fare for London-klubben, og så kunne jubelbrølet ellers bryde ud på stadion.
Chelsea er hermed blandt de sidste 16 hold i årets Champions League. Englænderne går videre sammen med Dynamo Kiev, der slog Maccabi Tel Aviv 1-0. FC Porto bliver derimod Gruppe G’s sorteper, selv om portugiserne i lange perioder lignede et hold, der ville avancere. Der er lodtrækning til ottendedelsfinalerne på mandag.
Del: