Færre af verdens borgere er religiøse.

Det fremgår af en stor international undersøgelse, hvor næsten 52.000 personer er blevet spurgt i 2011-2012 på tværs af landegrænser, om de ser sig selv som religiøse, ikke-religiøse eller som ateister.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Undersøgelsen, som er resultatet af et samarbejde mellem meningsmålingsinstitutter under WIN-Gallup International, er en gentagelse af en tilsvarende undersøgelse fra 2005, hvor det samme spørgsmål blev stillet.

Blandt de 39 lande, som er med i begge undersøgelser, er antallet af personer, der definerer sig selv som religiøse, faldet med 9 procentpoint, så andelen udgør 68 procent mod 77 procent for syv år siden.

Målt på alle 57 lande i den seneste undersøgelse er tallet helt nede på 59 procent, fordi mindre religiøse lande som Kina er kommet med i undersøgelsen.

For professor David Voas, der er ekspert i befolkningsstudier ved Essex University i Storbritannien, er det en markant udvikling.

- Det overrasker mig, at faldet er så stort. Vi ved, at modernitet giver problemer for religion. Jo mere moderne et samfund er, des mere sekulært er det. Men det er normalt en langvarig og langsom proces, som kommer over generationer. Så at have så stort et spring over så kort tid er overraskende, siger David Voas til Kristeligt Dagblad.

Doktor Rebecca Catto, der blandt andet forsker i globalisering ved instituttet for politik, filosofi og religion ved universitetet i Lancaster, fremhæver, at undersøgelsen bekræfter tendenser, som er set i andre undersøgelser.

- Så jeg var ikke så overrasket over udviklingen. Men det er ret hurtigt, at det er sket over en syvårsperiode, siger hun.

BNB