- Det er ikke til at tro, hulker hun stille.
- Han var sådan en dejlig dreng. Altid hjælpsom og så betænksom, fortæller Jane Patorra, mens stemmen knækker og tårerne vælder op i øjnene. Ved siden af hende står 30-årige Benjamin Jepsen, der er en gammel ven af familien. Han supplerer:
- Han var en rigtig god ven. Nej, han var ikke et af Guds bedste børn, men han prøvede især det sidste halve års tid at tage sig sammen. Han røg ud i et skråplan med noget hash og lidt kriminalitet, men han havde fjernet sig fra det, fortæller han og afviser at Jons for tidlige død var banderelateret. Derfor mener Benjamin Jepsen og flere andre tilstedeværende, at Jon var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
- Jeg er sikker på, at han har forsvaret sin kammerat, og at det er sådan, det er sket. Sådan en type var han, siger Benjamin Jepsen.
Omkring kl. 11.35 tirsdag formiddag blev 21-årige Jon og en kammerat overfaldet af ukendte gerningsmænd. Den endnu ukendte kammerat blev stukket i armen, mens Jon rammes i ryggen. Den slemt tilredte Jon kom med det samme til Rigshospitalets Traumecenter, som ikke kunne redde ham.
Jane Patorra hørte ikke fra politiet, men en ven af familien, at Jon Patorra ikke længere var i live. Inden hun nåede ind på Rigshospitalet var hendes søn død. Hun fik ikke muligheden for at sige farvel.
- Jeg er så vred, siger moren med et tomt blik i ansigtet.
- Ingen bør overleve deres egne børn. Ingen.