"Det var en vanvittig hård, intens og spændende kamp," fortæller Kenneth Jonassen.

"Hver især gav vi os 100 procent. Og ligesom i torsdagens kamp mod Ong Ewe Hock måtte jeg mellem andet og tredje sæt til behandling hos en fysioterapeut, fordi jeg fik krampe i den højre lårmuskel," siger Jonassen.

I dagens semifinale tørner han ind i Jo Xinpeng, som i sin kvartfinale besejrede Niels Christian Kaldau 15-8, 17-15.

"Jeg får det svært. Kineseren har efter sidste uges sejr over Peter Gade i All England-kvartfinalen selvtilliden i orden," bemærker Kenneth Jonassen, hvis nye sejr formentlig sender ham fra den nuværende 19. plads på verdensranglisten og ind i top-16.

"I så fald er billetten til efterårets OL i Sydney snublende nær. Men før jeg står med den i hånden, tør jeg ikke tro på noget som helst," siger Kenneth Jonassen.

Humøret hos Mette Schjoldager og Jens Eriksen fejlede heller intet i går eftersom de vandt 15-11, 15-10 oer et stærkt koreansk par. Hermed er de også klar til semifinalen.