Jonas Schmidt afslører her, at han måtte opsøge en læge og tie stille i 14 dage, fordi han råbte så kraftigt som Dolph. Han fortæller også om de gode stunder med vennerne, når de havde været i videoudlejningen.

1. Rock og børnebøger

Her var jeg på vej med min far Lars Bisgård Pedersen. Jeg voksede op i København, til at begynde med på Hulgårdsvej. Min far og jeg deler ikke efternavn, for mine lidt hippieagtige forældre var ikke gift. Men her var vi et sted i København – måske på Frederiksberg. Min far var rockmusiker og spillede i bandet Rainbow Band. Jeg kan huske, at jeg som helt lille var med for at høre ham øve, og det syntes jeg lød meget højt. Rigtig højt. Min mor Birgit Schmidt var en kreativ type, kunstner og en, der skrev børnebøger og malede blandt andet en ABC-plakat, og hun stod for opdragelsen. Det var ikke en streng opdragelse, der var meget frie rammer. Vi boede i Ryesgade i mange år og da de blev skilt, flyttede min mor til Søpassagen i en lille lejlighed, og min far, som også var skolelærer i Rødovre, blev boende i den store lejlighed i Ryesgade. Dengang var Østerbro jo ikke et fint sted, det var et billigt område for arbejderklassen, og ikke som i dag, hvor der er speltmødre, masser af skyr og Irmaer overalt.

2. Følte mig stor

Her var jeg fem år og på vej hen til min mormor på Hulgårdsvej, jeg havde fået lov til at give hende en buket blomster, som var pakket ind i avispapir. Jeg glemmer aldrig min fem års fødselsdag, hvor jeg kiggede ned ad mig selv og tænkte: Hold da op, hvor er jeg blevet stor. Jeg var meget stolt. Da mine forældre blev skilt, fik jeg en stor gravko, som jeg sad og gravede med nede i gården. Måske var jeg lidt deprimeret. Mine forældre kom til at bo tæt på hinanden, og indtil jeg var 13-14 år, boede jeg på værelse med min søster hos min mor, og jeg syntes, det var megauretfærdigt, at min far havde sådan en kæmpestor lejlighed.

3. Gode minder om morfar

Jeg har utrolig gode minder om min morfar Erik Schmidt, som jeg her gav med vandslangen i sommerhuset i Smidstrup. Jeg så meget op til ham, og min egen søn er til dels opkaldt efter ham. Han kunne godt li’ drengeting, og han pressede på med, at jeg skulle være en rigtig mand, nemlig være stærk. Han fik mig til at holde fast i toppen af et gyngestativ og hænge der i armene. Jeg var naturligvis bange for at falde ned, men samtidig megastolt over, at jeg kunne. Han havde også et luftgevær, som han lærte mig at skyde med, og kunne fortælle masser af historier. Jeg kan huske, min far syntes, han var lidt af en blærerøv.

4. Maja fulgte efter mig

Her fra Ryesgade, hvor jeg var en tur på tønden og min fire år yngre søster ved navn Maja var gået med, for hun så meget op til mig. Hun ville altid følge mig rundt, men når jeg havde venner på besøg, kunne det være irriterende, at lillesøster altid ville være med, men så fik hun lov til at sidde under bordet. Hun kendte sin plads, og i dag er vi heldigvis mere jævnbyrdige – og rigtig gode venner.

5. Et forvarsel om Dolph?

Det var en tilbagevendende tradition at holde fastelavn, og her var jeg klædt ud som klovn med et ur rundt om halsen. Men der var også noget voldeligt over min udklædning med hammeren, der hænger der. Det var måske et forvarsel om, at jeg senere kom til at være Dolph? Man kan se, at jeg gik meget op i at være godt udklædt, og det sørgede jeg for at være hvert år.

6. Voksenfilm med vennerne

Jeg var rigtig glad for at leje videofilm – og ikke mindst at gå i biografen – og derfor havde jeg kort til en masse udlejningsbutikker. Det skete meget ofte, at vi var en flok venner, der lige lejede tre film, og nu kan jeg komme med en afsløring, som mange piger nok ikke ved: Vi lejede også voksenfilm, det er film, der kun er for voksne, også kaldet blue movies. Man lejede sådan en movieboks og to actionfilm, og den i midten kunne være Emanuelle eller Hunulven Ilse fra SS, men de måtte også gerne gå et skridt videre. Dengang skulle der enormt meget overvindelse til at købe et pornografisk blad, i dag kan man bare skrive »sex« i søgefeltet på en computer. Når min far ikke var hjemme i sin lejlighed, så kunne jeg sammen med kammeraterne se lidt forskellige film, og det var også et rigtig sjovt fællesskab, hvor vi grinede højt, og ikke bare sad hver for sig og gloede på en computer.

7. For mange regler i gymnasiet

Det er ret sigende, det smil jeg har der, med de hvide tænder og min brune hud. Her var jeg enormt frisk og begyndte på en frisk, ligesom dengang jeg blev fem år. Jeg kan se, jeg har en glød som en gravid kvinde, klar på livet. Jeg var kommet i gymnasiet efter at have gået på en meget fri skole – den hed Øbro Friskole. Et sted, hvor man ikke havde ringeklokke. Jeg syntes, der var lidt for mange regler og lektier på gymnasiet, så jeg besluttede at nøjes med 1. g, og tog derefter HF.

8. Betjente nikker indforstået

Programmet Politiets Indsats Styrke – PIS – det er efterhånden lang tid siden. Programmerne blev til, fordi mine venner Michael Spooner og Simon Bonde og jeg var inspireret af de programmer, man havde i USA, hvor man fulgte politibetjentes arbejde, og det var med Torben Zekow som speaker. Han havde en stemme med autoritet, som ellers ikke var brugt i satire. Jeg var politibetjent John Schmidt, og jeg tog karakteren meget alvorligt, og før jeg begyndte, havde jeg nogle uger med B.S. Christiansen, hvor jeg lærte meget af ham og fik ideer. Med tiden blev det ret succesfuldt og kørte i to sæsoner plus en kortfilm. Det er sådan, at når jeg i dag får øjenkontakt med en betjent, nikker vi indforstået til hinanden.

9. Råbende Dolph

Dolph opstod, da Mikael Wullf og Anders Morgenthaler skulle lave en serie på DR 2, og der kom jeg med i deres univers af karakterer med det forfærdelige, brølende monster. Dragten havde de fra en musikvideo, og det kom til at være tre sæsoner i den dragt, og den blev også fundet frem ved DRs 90 års fødselsdag. Nu vil jeg så godt fortælle en hemmelighed, som ikke har været fremme i medierne før. Faktisk mistede jeg stemmen, da vi lavede sæson to, på grund af det kraftige råberi, og derfor kunne jeg ikke snakke i 14 dage. Fra midten af anden sæson stoppede jeg med at råbe fra dragten og lagde i stedet stemmen på bagefter i lydstudie, det har så vist sig, at det kan stemmen bedre tåle, og man kunne også bedre høre min stemme.

10. Techno discjockeyen Dieter

Omkring år 2002 opfandt vi den fiktive karakter Dieter Gold, der var techno discjockey fra Polen. Det var dengang dj Alligator var kendt, men Dieter blev nu aldrig det helt store hit. Jeg husker, jeg havde en optræden med ham i Stenladen i Ballerup.