Jokovic: Jeg starter på en frisk
Problembarnet Nocko Jokovic skifter fra Silkeborg til AGF.
Problembarnet Nocko Jokovic skifter fra Silkeborg til AGF.
"Det er et meget attraktivt tilbud, jeg har fået af AGF. Jeg får chancen for at starte på en frisk, og der er ikke nogen i AGF, der bærer nag - og det er det vigtigste for mig," siger 26-årige Nocko Jokovic, efter at det i går blev klart, at han med øjeblikkelig virkning skifter fra Silkeborg IF til lokalrivalerne AGF.
AGF var ikke sene til at gribe chancen for at forstærke Superliga-truppen, da det stod klart, at Nocko Jokovics dage i Silkeborg IF var ved at være talte.
"Det er gået lynhurtigt med forhandlingerne - kontrakten kom på plads på en dag," siger Nocko Jokovic.
Den 26-årige Jokovic ville ikke sige, om han følte sig presset ud af Silkeborgs trup på grund af den verserende voldssag mod ham, men kun at han glædede sig over skiftet tilbage til den klub, der i sin tid gav ham superliga-gennembrud.
Det var direktør i AGF, Dan Iversen, der i løbet af i går forhandlede kontrakten på plads med Nocko Jokovic, og han er overbevist om, at klubben har gjort et scoop:
"Vi har fået en spiller, som vi kender, og som vi har brug for her og nu - en spiller, der kan gå ind og forstærke holdet," siger han.
Samtidig er Dan Iversen dog ikke blind for de komplikationer, som Nocko Jokovics bedrifter uden for banen tidligere har ført med sig.
"Det er noget, vi ser alvorligt på, men nu starter han på en frisk. Der er jo det, at man som Superliga-spiller lever under nogle lidt specielle forhold, og det er Nocko blevet gjort meget klart."
Han mener dog ikke, at den verserende voldssag har nogen indflydelse på forholdet til AGF.
"Det, der er sket, er sket i tiden før skiftet til AGF, så det er ikke noget, vi vil tage stilling til - vi tager det herfra, og som det kommer."
Om der er tale om specifikke garantier, som Nocko Jokovic har måttet give i forbindelse med skiftet til AGF, vil Dan Iversen ikke røbe, men det står klart, at der vil blive holdt et ekstra øje med den iltre spiller:
"Han er udmærket klar over situationens alvor," siger Dan Iversen.
Ingen af sagens parter vil kommentere, hvor meget AGF har måttet slippe til Silkeborg IF for den 26-årige Jokovic, men der er ingen tvivl om, at med problemerne i Silkeborg har Jokovic været et rent røverkøb.