Ternede skjorter og farverige sweatere blandede sig med skarptskårne jakkesæt, da der onsdag var fernisering i Liberal Alliances grupperum. Anledningen var præsentationen af Johnny Madsens malerier.
Malerierne har haft en lang vej til Christiansborg, da kunstudvalget på stedet nægtede at finansiere dem. Derfor har Liberal Alliance selv måtte betale for de fem store malerier, der forestiller farverige, men ansigtsløse mennesker foran stærke røde og grå baggrunde. Partiets formand Anders Samuelsen tog personligt af sted til Johnny Madsens galleri på Fanø og købte dem.
- Billederne taler til mig, de kan sige noget forskelligt fra dag til dag. De er interessante og spændende, og derfor ville vi gerne have dem, siger Anders Samuelsen.
Christiansborgs kunstudvalg finansierer normalt den kunst, der skal pryde Christiansborgs vægge, men da Liberal Alliance foreslog Johnny Madsens værker, fik de afslag - selv om udvalget slet ikke havde set malerierne.
Det var dog langt fra en negativ stemning, der herskede i partiets grupperum onsdag ved ferniseringen. Et væld af journalister, Johnny Madsen-fans og politikere som Villy Søvndal, Ida Auken, Özlen Cekic, Ole Sohn og Inger Støjberg var mødt op for at fejre malerierne, som ellers blev vraget af kunstudvalget.
- Det må være en helt særlig evne, de har i kunstudvalget, når de kan vurdere billederne uden at have set dem. Det er en evne, man bør gå videre med, sagde Villy Søvndal fra talerstolen til stor morskab for de fremmødte.
Ifølge Anders Samuelsen burde Christiansborgs kunstudvalg ikke på forhånd dømme Johnny Madsens malerier ude. Selv om Madsen er bedst kendt som musiker, har han malet, siden han var ung.
- Jeg synes, at kunstudvalget er lidt elitært. De har åbenbart svært ved at se ham i en anden rolle, når han er bedst kendt som musiker. Det var ligesom, da vi fik Joachim B. Olsen og Thyra Frank ind i Liberal Alliance. Det havde folk også svært ved, fordi de kendte dem fra andre sammenhænge, siger Anders Samuelsen.
Kunstudvalget beslutning om at sige nej til Johnny Madsens malerier bliver dog mødt med forståelse hos Bente Scavenius, der er kunsthistoriker og har været kunstkritiker på en lang række aviser.
- Jeg synes heller ikke, at Johnny Madsen skal hænge på Christiansborg. Christiansborg har normalt et meget højt niveau af kunst, og Johnny Madsen har ikke en professionel tilgang til det. Han har ikke en billedkunstnerisk professionel baggrund, han er amatørmaler, og det skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved, siger hun.
Amatør eller ej, så var der stor begejstring for Johnny Madsens malerier ved præsentationen på Christiansborg. Madsen selv var iklædt ternet skjorte og tørklæde, røde kinder og fedtet hår og med en cigaretpakke i lommen. Han læste et digt op fra talerstolen og poserede derefter gladeligt for fotograferne med kvindelige politikere som Ulla Tørnæs og Inger Støjberg.
Og smilene hos de jakkesætsklædte politikere fra hele fløjen vidnede da også om, at hans malerier vil vække glæde til de fremtidige gruppemøder hos Liberal Alliance.