Det er en selvsikker og afslappet Johnny Bredahl, der tager imod B.T. i sin luksus-suite på Las Vegas nyeste hotel Mandalay Bay.

"Ja, du må undskylde at jeg bare sidder her i underbukser. Jeg slapper af før træningen i eftermiddag," siger Bredahl.

Bredahl skifter straks til en mere alvorlig tone, når modstanderen Paul Ayala bliver bragt på bane:

"Jeg har selvfølgelig studeret Ayala's teknik. Og jeg ved, hvor jeg skal ramme ham," siger Bredahl.

"Ayala er lidt stivbenet. Og på lørdag vil jeg bare bruge min sædvanlige teknik. Først bokser jeg røven ud af bukserne på ham, så jeg gør ham til grin. Jeg regner umiddelbart med at bokse samtlige 12 runder. Men hvis jeg kan fange ham på det forkerte ben - han er ikke lige så hurtig som jeg - så er jeg klar til at slå ham ud," siger Johnny, mens han skyggebokser i sin dybe sofa.

Ved suitens spejl står en gigantisk buket røde roser fra hustruen Jacqueline. Et par "held og lykke"-kort ligger spredt på stuebordet imellem cigaretter, lighter, tyggegummi og nogle danske aviser. Og bagved kører værelsets kæmpe tv-skærm med lokal sport.

"Min kone savner helt mit præ-menstruelle humør. Men så er det jo fint, at nogle af vennerne er med mig allerede," siger Johnny Bredahl og refererer til kollegaerne Mikkel Kessler, Brian Nielsen og Thomas Damgaard, der siden sidste uge har "hængt ud" og trænet sammen med manden, der efter egen vurdering bliver verdensmester på lørdag.

"Det betyder alt, at de er her. De gør mig stærk," siger Johnny med adresse til Brian Nielsen, Thomas Damgaard og Mikkel Kessler.

Tidigere på ugen blev unge Mikkel Kessler smidt ud fra det lokale kasino, da han endnu ikke var fyldt de påkrævede 21 år. Men siden sin fødselsdag i går har spillet en mindre formue væk.

"Man kan let blive snydt af dollar-beløbet. Men når man omregner det til danske kroner, så slår det hårdt," griner Johnny, der selv har holdt tabet ved spillebordene på sølle 100 dollar.

"Det synes jeg er meget godt klaret, når man tænker på, at jeg har været her en uge."

Da Johnny Bredahl i selskab med træner Kjeld Krogh og promotor Mogens Palle i torsdags ankom til Nevadas flade ørkenlandskab og Las Vegas hysterisk selvlysende neonhav, var humøret ikke så højt som i dag og selvsikkerheden stod også til knock-out.

"Hold kæft," siger Bredahl med et bredt grin.

"Der var de her kæmpe neonskilte med mit navn på. Og kombineret med mit kæmpe jet-lag var jeg ved at gå helt i stå:"

"Det her er bare for stort for mig," tænkte jeg. Men nu er på toppen. Jeg er i mit livs form - både psykisk og fysisk. Jeg skal bokse mit livs kamp. Når jeg ser plakaterne nu, får jeg bare gåsehud af ophidselse. Amerikanernes overgearede stil tager jeg stille og roligt. Og når jeg står i ringen på lørdag, så ved jeg, at det bare er mig imod ham. Jeg bokser alene for min egen ære. Og bagefter glæder jeg mig til at komme hjem og dele mesterskabet med resten af Danmark."