For tre år siden modtog Johanne Schimming et opkald, som sendte hendes liv i en ny retning. Den fortravlede småbørnsmor fik tilbudt en flok høns. Det var den mulighed, hun havde ventet på.

Johanne Schimming er lidt forpustet. Hun har lige sendt et hold kyllinger til slagtning, så kinderne blusser. Det forklarer også vasketøjet, der ligger som små bunker af kulørte kunstværker i stuen, hvor hun serverer kaffe i musselmalet stel.

Udenfor har vejret pakket gården Hegnsholt ind i en tæt tåge, men det generer ikke Johanne Schimming at arbejde i kulde og vådt vejr. Det er ellers kun få år siden hun sad på en komfortabel kontorstol i en komfortabel stilling på Novo Nordisk.

»Jeg er uddannet cand. merc., og gik direkte fra skolen til et job på Novo Nordisk, for det var dér, alle ville hen,« siger hun og tilføjer som forklaring:

»Jeg ville gerne blive til noget. Jeg havde bare ikke et klart billede af, hvad det var, jeg skulle blive til.«

På Novo Nordisk blev Johanne Schimming hurtigt kendt som ’den dygtige projektleder’, og der var ofte rift om hende, når der skulle implementeres nye effektiviseringsprocesser. Men når hun pippede om, at hun drømte om ledelsesansvar eller ’bare noget helt andet at lave’, rystede man på hovedet og sendte hende tilbage til skrivebordsstolen. Derfor satte hun sig for at finde ud af, præcis hvad hun er god til.

I dag er den 43-årige Johanne Schimming fuldstændig klar over, hvad hendes spidskompetencer er.

»Jeg er god til at sætte i gang, få ideer, skabe kontakter, begejstre og lede andre. Altså, jeg vidste godt dengang på Novo, at det var dét, jeg var god til. Jeg fik bare aldrig lov at bruge det. Med tiden gik det op for mig, at jeg ville noget andet. At der var mere i mig.«

Samtidig fik Johanne Schimming og hendes mand deres to første børn, så hun var på barsel on/off i flere år i træk.

»Hver gang jeg kom tilbage, havde jeg fået andre opgaver og mindre ansvar. Jeg kom tilbage til kolleger, jeg ikke kendte, og jeg var nu hende den dygtige projektleder, som nok snart skulle på barsel igen,« husker hun.

Søvnløs og utilstrækkelig

Det var ikke kun arbejdslivet, der var utilfredsstillende for Johanne Schimming. Derhjemme på gården i Lejre hang det knap og nap sammen for hende, hendes mand og deres to børn.

»Min mand var selvstændig og arbejdede i døgndrift. Jeg stod selv op hver morgen klokken 5.30 for at komme i bad og nå på arbejde, inden morgentrafikken satte ind. Hver dag skyndte jeg mig hjem for at hente børn, lave mad og putte dem. Min mand kom som regel først hjem ved 20-tiden, og så satte vi os ved hver sin computer og arbejdede videre. Jeg var træt af mit job, men havde ingen energi til at gøre noget ved det. Jeg var ikke en god nok kone, havde heller ikke tid nok til mine børn, og jeg følte mig utilstrækkelig på arbejde,« husker hun.

Hun vidste, at noget skulle ske.

»Jeg lå søvnløs om natten og drømte om at tage langt væk fra det hele.«

I 2010 gjorde den lille familie alvor af dén drøm og hev et halvt år ud af kalenderen. De udlejede huset i Lejre og rejste i autocamper rundt i Australien og New Zealand.

»Endelig havde vi god tid til at snakke om, hvad vi ville med livet. Måske skulle vi åbne en restaurant på stranden i Thailand? Vi fandt i hvert fald ud af, at familien var det vigtigste for os, men jeg begyndte også at savne vores hus derhjemme,« siger Johanne Schimming om gården Hegnsholt, som ligger lidt uden for Lejre på Sjælland.

Familien kom frem til, at målet skulle være, at de spiste morgenmad og aftensmad sammen – hver dag.

»Selvom vi var meget afhængige af min løn, ville jeg sige op. Vores forældre syntes, det var verdens dårligste idé. Min far havde altid været så stolt af min lange uddannelse og gode job. Men for mig var det kun en lettelse, da jeg sagde op.«

Hjemme i Danmark fik hun en kærkommen tænkepause i form af sin tredje barselsorlov, da hun fødte sin søn i 2011.

»Økonomien bekymrede os, men på vores rejse havde vi lært at leve simpelt. Vi tænkte, at hvis vi droppede udlandsrejserne og dyrt tøj, ville vi i stedet få tid og nærvær.«

En ny drøm

Resultatet blev, at Johanne Schmming tog sit andet barn ud af børnehaven og gik hjemme på Hegnsholt med de to yngste børn. Hun mærkede hurtigt, hvor meget lettere dagligdagen blev. Tandlægetider kunne overholdes, og syge børn kunne passes.

I den periode tænkte hun dybt over, hvad hun skulle bruge resten af sit liv på. Tankerne kredsede om økologi, Hegnsholt, bæredygtighed og et liv sammen med familien.

»Jeg vidste, at det skulle tage udgangspunkt i dette hus,« siger hun og kigger sig omkring.

Hegnsholt er en mellemstor gård med både marker og stalde, men selvom familien aldrig havde brugt andet end hovedhuset, drømte Johanne Schimming om f.eks. at bygge en bed & breakfast på stedet.

Det endte dog helt anderledes, den dag, Johanne Schimming modtog et opkald, som ændrede hendes liv.

»Jeg var på vej fra København fra et møde om vores bed & breakfast, da Kirsten var i telefonen. Hun er omkring 80 år og bor herovre,« siger Johanne Schimming og vinker ud ad stuehusets vindue for at markere retningen.

»Hendes mand var kommet på sygehuset, og hun manglede hjælp til at passe omkring 50 høns. Jeg havde egentlig ikke lyst, men var klar over, at hun ringede til mig, fordi hun ikke havde andre at spørge.«

Kort efter flyttede 50 kaglende høns i flyttekasser ind på Hegnsholt. Dagen efter havde hønsene allerede gjort deres arbejde, og Johanne Schimming kunne sætte et par bakker æg til salg ved vejen. De forsvandt hurtigt.

»Så greb det om sig.«

Nye bekymringer

I dag er der knap 1.000 høns på Hegnsholt, hvis man regner dem fra, som netop er sendt til slagtning. Der er også nogle grise, et par får, to faste medarbejdere og en række praktikanter, som alle har Johanne Schimming som chef. Forretningen kører både som ægsalg ved vejen, æg- og kyllingesalg til restauranter i København samt udlejning af høns til private i området. Faktisk har Johanne Schimming alt med høns at gøre, og hendes indstilling til dyrene har ændret sig meget.

»I begyndelsen skulle jeg tvinge mig selv ud i hønsegården for at fodre om morgenen, samle æg i løbet af dagen og lukke af for aftenen. Jeg kunne faktisk ikke ret godt lide fugle. Men jo mere jeg gik der, desto bedre lærte jeg dem at kende, og de blev efterhånden så tamme, at mine børn kunne ae dem. Høns er faktisk overraskende bløde og varme, og de lugter ikke, hvis bare de har god plads. Faktisk dufter en høne ret godt.«

Derudover er der dét, som kommer ud af høns ...

»Man giver dem sit madaffald, og så giver de dig en gave: Et fint, varmt, hvidt nylagt æg. Det blev jeg meget betaget af.«

Johanne Schimming føler, hun er blevet en bedre mor, siden hun forlod karrieren og skabte en ny tilværelse for sig selv og sin familie.

»Når der er syge børn, skal vi ikke længere skændes om, hvem der skal holde fri. De ligger bare på sofaen og spiser franskbrødsmadder. De to store tager selv hjem fra skole og kan have venner med hjem, for her er altid nogen. Den yngste har det privilegium, at han først bliver afleveret i børnehave, når han selv vågner. Jeg kan lave mad fra bunden hver dag. I det hele taget er det hele smeltet sammen: Mig, min familie og mit arbejde.«

Hårde dage i frisk luft

Der er dog også negative sider, men selv dem kan Johanne Schimming tage med et smil.

»Jeg har ikke haft en fridag i tre år. Jeg har l

ige så travlt som før, det er bare på en bedre måde. Jeg bruger ikke tid på at hygge med mine børn, til gengæld ved de, at jeg er her. Det med at tage på ferie sammen må komme senere, for lige nu er der heller ikke økonomi til det. Det løber lige akkurat rundt.«

En sjælden gang imellem savner Johanne Schimming sin kontorstol hos Novo Nordisk.

»En morgen, hvor jeg skulle sende kyllinger til slagtning klokken tre om natten, gik der overgang i elektriciteten, og jeg kunne ikke få anhængeren med kyllingerne på bilen. Vi var fire, der baksede, mens der stod mindst lige så mange i den anden ende på slagteriet og ventede på os. Jeg var to gange i Roskilde for at prøve at købe sikringer, og Dansk Autohjælp prøvede at hjælpe. Klokken seks om morgenen måtte vi banke en nabo op for at låne hans bil. Dén morgen tænkte jeg: ’Fuck, hvorfor har jeg det her job?’ Men selvom det i morges var gråt og koldt, gik jeg ud og fodrede grisene og klappede fårene. Jeg får brugt kroppen, og jeg får frisk luft. Jeg får brugt mig selv på en bedre måde. Dét bliver jeg i godt humør af,« siger hun og rejser sig. Der skal hentes æg, klappes dyr, og hun skal være klar til at tage imod sine børn om et par timer.