Nedskæringer af SU’en, skattelettelser for erhvervslivet og besparelser på kontanthjælpen er en del af regeringens seneste udspil, der nu får Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til at se præcis den farve, hun beskylder regeringen for at have glemt, når det gælder politik: Rødt.
Flere gange har støttepartiet været på alvorlig kant med regeringen, og spørgsmålet runger i det politiske bagland: Hvorfor griber Enhedslisten ikke chancen og vælter regeringen?
En fristende tanke, kalder Johanne Schmidt-Nielsen det.
- Tanken har strejfet os mere end én gang. Problemet er bare, at en regering bestående af Løkke, Barfoed, Samuelsen og Thulesen-Dahl vil være lige så elendig som den nuværende. At forære dem nøglerne til statsministeriet, er at give op. Hverken de arbejdsløse, de ældre, de studerende eller velfærden vinder på at få Løkke tilbage, skriver hun på facebook og opfordrer alle til at kæmpe for større solidaritet.
- Til alle jer, der – ligesom mig – er hamrende skuffede, vrede og frustrerede: Hjælp os med at presse regeringstoppen. Kæmp for en solidarisk politik. Det er op ad bakke. Men det er pt. den eneste vej til en solidarisk politik.
I Politiken kalder Johanne Schmidt-Nielsen det perspektivløst at få Lars Løkke tilbage i Statsministeriet og begrunder det bl.a. med hvordan hun på Christiansborg er stødt på både Lars Barfoed og Lars Løkke, der tilsyneladende ikke kan få armene ned af bare begejstring over regeringens nye plan for besparelser og skattelettelser til erhvervslivets store virksomheder.
- Jeg ved, at der findes tusindvis af mennesker, der har stemt på den her regering, fordi de var enige med Thorning, da hun sagde 'vi vælger velfærd frem for skattelettelser'. Der troede på de radikale, da de fortalte, at de ikke ville lægge stemmer til at sænke selskabsskatten.Jeg vil opfordre alle jer til at sige fra. Til sammen med os i Enhedslisten at fortælle regeringstoppen, at den er på gal kurs, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Venstres Søren Pind har dog ikke meget til overs for den skarpe retorik, som han betegner som kynisk.
- Johanne kan stoppe regeringen, hvis hun virkelig vil. Hun kan meddele den, at hvis de gennemfører det, der er lagt op til, vælter hun regeringen. Vil både give indtryk af modstand, men samtidig skjule, at hun, og kun hun, afgør om regeringen bliver siddende. Den kynisme, der her kommer til udtryk i varm luft, snak, skingert råberi og bedrag, får regeringens kynisme til at blegne, skriver Venstres udenrigsordfører på facebook.
BØR ENHEDSLISTEN VÆLTE REGERINGEN? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER