En fleksjobreform med oppositionen graver grøften mellem regeringen og Enhedslisten dybere. Kom tilbage på sporet, lyder opfordringen fra det skuffede støtteparti
Forholdet mellem regeringen og Enhedslisten når et nyt nulpunkt, når der som ventet bliver indgået en bred aftale om reform af fleksjob og førtidspension lørdag aften.
Enhedslisten er som det eneste parti end ikke blevet inviteret med til forhandlingerne, og skuffelsen over regeringen stikker dybt i det nu tidligere støtteparti.
- Billedet er præcis det samme som med skattereformen: De svageste betaler regningen. Vi forstår ikke, hvordan Socialdemokraterne og SF igen kan svigte de principper, som de gik til valg på, siger socialordfører Finn Sørensen.
Ifølge Enhedslisten vil reformen betyde, at de svageste får endnu sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og når der indgås den slags aftale med de borgerlige partier, forværrer det muligheden for en finanslovsaftale med Enhedslisten.
- Regeringen bringer os i en frygtelig situation, Hver eneste gang, de laver et dårligt forlig med de borgerlige, bliver det sværere og sværere at se, hvordan vi skal nå til enighed om en finanslov, siger Finn Sørensen.
Han fortæller, at Enhedslisten vil bruge sommeren og efteråret på at holde møder med almindelige danskere, fagbevægelsen og handicapforeningerne. Målet er at høste erfaringer og samle argumenter, der skal bringe regeringen tilbage på det solidariske spor, som socialordføreren udtrykker det.
- Vi vil stikke fingeren i jorden og få folk til at forholde sig til den politik, der føres. Forhåbentlig kan det give os mulighed for at tale med større styrke, for vores pædagogiske evner rækker tydeligvis ikke til at overbevise regeringen om, at den er på gale veje, siger Finn Sørensen.