I sexologen Joan Ørtings barndomshjem blev julen afskaffet, og som ung var hun jule-hjemløs. Nu kalder hun sig selv en julemor.
»Jeg stiller altid en skål risengrød op på loftet til nisserne og kattene, jeg pynter vinduerne med æbler og grangrene, og i år har jeg sågar købt en julekjole med Bambi på Glatis som motiv. Hygge er mit værdiord nummer ét, og det passer perfekt sammen med juletiden.«
Hvilken jul var den værste?
»Julen 1981 glemmer jeg aldrig, og i mange år efter lagde den sig som et tæppe over julestemningen. Mine forældre var blevet skilt, og min søster og jeg skulle holde jul hos min mor, der var flyttet tilbage i vores barndoms lejlighed. Hun havde tidligere haft brystkræft, men havde fået fjernet brystet, så vi troede egentlig, at hun havde det godt igen. Det viste sig, at hun var meget mere syg, end vi havde forestillet os. Hun gik rundt og havde travlt med at gøre det hele så godt. Hun knoklede med både flæskesteg, and og risalamande. Men selv kunne hun ikke spise noget af maden. Hun var hvid i hovedet ved julebordet og var nødt til at lægge sig på sofaen. Vi ringede efter en ambulance omkring klokken 21 ...«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Joan Ørting. Hun fortæller om sit had kærlighedsforhold til julen og deler ud af sine smertefulde minder fra julen 1981, som hun aldrig glemmer ...
I sexologen Joan Ørtings barndomshjem blev julen afskaffet, og som ung var hun jule-hjemløs. Nu kalder hun sig selv en julemor.
Hvordan skal du fejre jul i år?
»Mit forhold til julen er nostalgisk. Jeg bor på en gammel gård fra 1846 på Langeland, og det gør det bare meget hyggeligere. Det er noget helt andet end en lejlighed i København. Jeg elsker at pynte op, så her har jeg pyntet op med halm og juleneg, der er lyskæder overalt og høns og katte, der render rundt på gården. Jeg er bundromantiker, og det er bare lækkert på landet med grangrene, lys og brændeovn. Det er som om, alt bare går op i en højere enhed.
Jeg stiller altid en skål risengrød op på loftet til nisserne og kattene, jeg pynter vinduerne med æbler og grangrene, og i år har jeg sågar købt en julekjole med Bambi på Glatis som motiv. Hygge er mit værdiord nummer ét, og det passer perfekt sammen med juletiden.
Familien plejer at komme her og holde jul. Det er mig, der er blevet julemor. I år får jeg besøg af min søster, min nevø og hans kæreste. Sikkert også nogle flere. Jeg har også inviteret min eksmand og andre, der er blevet skilt og måske er jule-hjemløse i år.«
Har du selv manglet steder at være juleaften?
»Jeg var i et underligt mellemstadie, da jeg var i 30’erne. Jeg havde læst og rejst rundt i udlandet, og da jeg kom hjem, var det som om, alle andre i mellemtiden havde fået børn og familie. Men jeg fik ikke børn, og min mor var død.
I de år holdt jeg jul hos forskellige kærester og deres familier. Jeg var næsten på en slags julerundtur, så jeg fik set mange forskellige traditioner og måder at holde jul på. I flere år var jeg kæreste med Lukas Scherfig og fejrede julen hos hans forældre i Græsted. De havde for eksempel en tradition med at drikke hjemmelavet æggesnaps og æblelikør.
Et enkelt år holdt jeg også jul på Sri Lanka, da jeg var blevet gift med en srilankansk mand. Men jeg synes ikke, det er rigtig jul med palmer, højt solskin og strandtøj.
Et andet år havde jeg også planer om at holde jul alene, men da klokken nærmede sig otte om aftenen, gik der lidt selvmedlidenhed i det, så jeg ringede til en ekskæreste og fik lov til at komme hjem til ham og hans forældre.
Sidste år holdt jeg også nytår alene. Men det var faktisk helt okay, og sådan jeg helst ville have det. Jeg var lige blevet skilt og havde en hund, jeg skulle tage mig af, og havde i virkeligheden ikke lyst til at skulle være sammen med andre den aften.«
Hvordan var din barndoms jul?
»Julen var vidunderlig og magisk som barn i 1960’erne. Der var børnefjernsyn dagen lang, mens forældrene styrtede rundt i huset og gjorde maden klar. Der kom eftermiddagsgæster til kaffe og kage, og om aftenen stod den på and, juletræ og gaver. Hvert år fik vi også juleslik fra chokoladeforretningen Budde i Søborg. Det var ret fantastisk. Vi stod nede i butikken og måtte pege og vælge lige det, vi gerne ville have, og bagefter blev det hængt på juletræet.
Med det sagt, så var min far ikke den store juleelsker. I hvert fald ikke i begyndelsen af 1970’erne, hvor han og min mor som en del af den vilde tidsånd var både ateister og rebeller. Da jeg blev teenager, stoppede vi med at fejre jul derhjemme. Min far hængte et cykelhjul op i loftet og sagde, at han syntes, det var jul nok for ham. Min søster og jeg holdt i stedet juleaften hos min moster eller mormor, mens mine forældre blev hjemme og spiste oksebøffer sammen.«
Er der nogen julegaver, du husker særligt godt?
»Jeg fik altid fantastiske julegaver af min mormor og morfar. Masser af dukketing. Men jeg kan huske et år, hvor jeg virkelig ønskede mig kunstløberskøjter, jeg kunne bruge i Gladsaxe Hallen. Der lå en stor, firkantet pakke under træet den jul, som jeg havde gået og kigget længselsfuldt på hele dagen. Det viste sig så, at det var plastikskøjter i dårlig kvalitet uden hæl på. Jeg var så skuffet. Men min far syntes ikke, han ville bruge penge på dyre skøjter, hvis jeg nu alligevel ikke var så interesseret i skøjteløb.«
Hvilken jul var den værste?
»Julen 1981 glemmer jeg aldrig, og i mange år efter lagde den sig som et tæppe over julestemningen. Mine forældre var blevet skilt, og min søster og jeg skulle holde jul hos min mor, der var flyttet tilbage i vores barndoms lejlighed. Hun havde tidligere haft brystkræft, men havde fået fjernet brystet, så vi troede egentlig, at hun havde det godt igen. Det viste sig, at hun var meget mere syg, end vi havde forstillet os. Hun gik rundt og havde travlt med at gøre det hele så godt. Hun knoklede med både flæskesteg, and og risalamande. Men selv kunne hun ikke spise noget af maden. Hun var hvid i hovedet ved julebordet og var nødt til at lægge sig på sofaen. Vi ringede efter en ambulance omkring klokken 21, hun blev indlagt på Herlev Hospital, og det viste sig, at kræften havde spredt sig til hele kroppen. Hun kom aldrig hjem igen, men døde 44 år gammel den 10. januar 1982.«