Som sportsmand var Joachim B. Olsen vant til, at alle heppede på ham. Men da han sagde ja til at blive politiker, måtte han vænne sig til det modsatte. For man bliver ikke ubetinget populær af at være en ultraliberal politiker, der ikke er bange for at tale højt. I dag er det ikke sponsorater, men vælgere, han skal appellere til, men det er langt sværere at vinde popularitetskonkurrencer i politik end i sport. »Det er som om, folk gerne vil misforstå mig,« siger han, mere undrende end egentlig klagende, mens han lægger nøgler, hovedtelefoner og en æske snus foran sig på sofabordet i sit kontor.

»Jeg har aldrig syntes, det var sjovt. Men jeg har vænnet mig til det, og det påvirker mig ikke mere.« Nogle gange kommer Joachim B. Olsen til at give sine politiske modstandere lidt for meget at hidse sig op over. Som f.eks. da han nytårsaften 2015 først kom i karambolage med en flok mænd og senere med offentligheden.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Joachim B. Olsen.

Som sportsmand var Joachim B. Olsen vant til, at alle heppede på ham. Men da han sagde ja til at blive politiker, måtte han vænne sig til det modsatte. For man bliver ikke ubetinget populær af at være en ultraliberal politiker, der ikke er bange for at tale højt.

Det var nok Joachim B. Olsens største øjeblik, da han i 2004 stødte en kugle godt 21 meter væk. Kuglen landede på Olympen, hvor atleter i årtusinder har konkurreret i atletik. Her har de gamle grækere kastet spyd og diskos, og den dengang 27-årige Joachim B. Olsen kunne mærke historiens vingesus i den varme græske sommer. Da han bagefter modtog sin medalje og vendte sig mod sit danske publikum, blev han hyldet for at have gjort Danmark ære.

»Jeg havde en god profil. Var imødekommende over for medierne og kunne se, at jeg fik god omtale. Det var vigtigt for mig, når jeg skulle ud at skaffe sponsorer,« husker han.

I dag er det ikke sponsorater, men vælgere, han skal appellere til, men det er langt sværere at vinde popularitetskonkurrencer i politik end i sport.

»Gid de sociale medier havde været der dengang,« siger Joachim B. Olsen med et grin og kaster et blik gennem Christiansborgkontoret mod sin computer.

Drejer han hovedet lidt længere bagud, hænger alle de gamle medaljer og vidner om et helt andet liv. Det ville have været noget sjovere at surfe på Facebook, dengang han var folkehelt end i dag, hvor folkets følelser er mere blandede over for den hærdebrede atlet, som er blevet ultra liberal politiker.

Den nye karriere

Fem år efter OL-medaljen tvang en skade ham til at skifte livsbane og da danskerne igen så Joachim B. Olsen i medierne, var han var langtfra populær. Det var omkring folketingsvalget i 2011. Som sportsmand ønskede alle, at han lykkedes. Nu var det helt anderledes.

Siden han kom i Folketinget, har Joachim B. Olsen været hyppig gæst i satirespalterne, samt et yndet offer på de sociale medier. Sidste år opfordrede Radio 24/syv sine lyttere til at skrive, hvorfor de hadede Joachim B. Olsen. Fem-seks gange har han kontaktet politiet, fordi nogle har truet med at gøre skade på ham eller hans familie. Skældsord er daglig kost, når han åbner sin computer. En hel avisartikel (med foto) blev engang skrevet om, at han faldt i søvn til et udvalgsmøde. Der findes Facebooksider med navne som ’Gå nu væk Joachim B. Olsen’ og ’For alle der hader Joachim B. Olsen’. De har i skrivende stund henholdsvis 3.284 og 344 medlemmer.

»Det er som om, folk gerne vil misforstå mig,« siger han, mere undrende end egentlig klagende, mens han lægger nøgler, hovedtelefoner og en æske snus foran sig på sofabordet i sit kontor.

»Jeg har aldrig syntes, det var sjovt. Men jeg har vænnet mig til det, og det påvirker mig ikke mere.«

Nogle gange kommer Joachim B. Olsen til at give sine politiske modstandere lidt for meget at hidse sig op over. Som f.eks. da han nytårsaften 2015 først kom i karambolage med en flok mænd og senere med offentligheden.

»Jeg stod med mine egne og nogle venners børn på vores vej, da nogle fyrede ulovligt fyrværkeri af 30 meter væk. Jeg blev rasende og bad dem forsvinde. Næste morgen lignede min have en krigszone. Dele af min postkasse havde ramt min bil. Dét overskred alle mine grænser.«

Hvor andre politikere ville have slået koldt vand i det varme blod, fór Joachim B. Olsen i det elektroniske blækhus og skrev på Facebook:

»Lige nu er jeg bare lettet over, at jeg ikke fangede dem på fersk gerning. Jeg ville være så ked af at skulle ulejlige mine kollegaer i Folketinget med en afstemning om ophævelse af min parlamentariske immunitet,« skrev han med henvisning til, at han ville have taget sagen i egne næver, hvis han havde fanget dem, der havde gjort det.

Den udmelding gav ingen positiv respons.

»Pludselig kunne det alle steder læses som om, jeg ville slå små drenge. Men det var ikke drenge. Det var mænd. Jeg fortryder bittert den opdatering, for i dag kan jeg se, hvor nemt det var at misforstå.«

Hykleri frabedes

Har den episode så lært Joachim B. Olsen at opføre sig som en ’rigtig politiker’, der tjekker med spindoktor og bagland, inden han skriver noget?

Nej, for da Anker Jørgensen få måneder senere døde, var der ingen rosende ord fra Joachim B. Olsen, og folk var igen imod ham. Man kritiserer da ikke en nyligt afdød socialdemokratisk landsfader.

»Åh jeg har det svært med hykleri, og det virker hyklerisk at ophøje en sympatisk mand til at være en fantastisk politiker. Må man så ikke udtrykke kritik,« spørger Joachim B. Olsen og indrammer hele sin person i næste sætning.

»Når der er noget, man ikke må, så får jeg lyst til at gøre det alligevel.«

»Jeg er fandenivoldsk og har mine liberale frihedsidealer. Se på et barns reaktion, når du siger, at det skal spise sine broccoli. Jeg er stadig dét barn.«

Det fører indimellem til nogle voldsomme bølgeskvulp på de sociale medier. Han er dog begyndt at blokere de mest hadefulde debattører på sin Facebookside. For han vil hellere bruge tiden på saglige debattører, som er uenige med ham end på dem, der synes, at han ligner en abe, eller at han burde skride tilbage til atletikbanen.

Hjemme i Søborg bor han med sin kone, som er jurist, og deres to børn på syv og ti år. De har til én vis grad vænnet sig til, at far ikke er den helt i kongeriget, som han var engang.

»Men min kone stresser over det. Når blæsten er værst, generer det hende mere, end det generer mig. Det er altid værre, når det er nogen, man holder af. Jeg kan også koge af raseri, hvis nogen går efter f.eks. Thyra Frank. Men når det er mig selv, så sover jeg fint.«

Exit sport

Joachim B. Olsen er lykkelig for, at han havde fået en smagsprøve på berømmelsens bittersødme i sportens verden.

»Der bliver skabt et billede af én, men det billede er kun en lille del af mig, og jeg var vant til at tænke: ’De kender mig ikke, selv om de forholder sig til mig’.«

Overgangen til politikerlivet var bestemt ikke frivillig. Faktisk regnede han med at havde et par år endnu som atletikudøver, da han blev ramt af en skade.

»Som idrætsmand havde jeg meget klare mål, og da jeg havde nået 90 pct. af dem, fik jeg en diskusprolaps. Det var træls, for jeg var kun 31 år.«

Selvom han burde have vidst, at karrieren ikke kunne vare, til han var midt i 60erne, havde han ikke en alternativ karriereplan klar. Udover 21 år på atletikbanen havde han en bachelorgrad i historie fra USA bag sig samt en idé om, at han nok ville blive ’noget inden for idrætten’ enten som træner eller forretningsmand. »Det var en ambivalent periode i mit liv. Siden jeg var ti år, havde jeg kun haft ét fokus: Min sport. Jeg havde i årevis sagt nej til alting. Jeg trænede to gange om dagen, spiste korrekt og passede mine sengetider. Jeg tog ikke på ferie og sagde nej til en masse projekter. Det er ikke et stort offer. For når man er på dét niveau, er der noget andet, der fylder hele ens liv – ikke bare dagtimerne, men hele døgnet. Til gengæld var det en stor sorg at sige farvel til det liv. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at der var eller nogensinde ville komme en tilsvarende passion i mit liv.«

Men det gjorde der, da Anders Samuelsen en dag ringede til et af Liberal Alliances mange nye menige medlemmer.

»Pludselig fik jeg muligheden for at sætte mig selv til side og være noget for andre. Det var en helt ny verden, der åbnede sig,« husker Joachim B. Olsen.

Liberalisme ind fra siden

Han fik et tilbud om at stille op for Liberal Alliance. Men det var hverken en desperat eller pengetrængende mand, der sagde ja til et hvilket som helst nyt parti på kendisjagt, forklarer han. Faktisk gik der et år, fra han blev spurgt, til han sagde ja.

I dag føler Joachim B. Olsen sig godt hjemme i partiet, da han med egne ord er ’en liberal mand med en ganske almindelig socialdemokratisk baggrund’.

I modsætning til mange af sine vælgere er Joachim B. Olsen hverken vokset op med guld, sølv eller diamanter. Han er derimod vokset op med sin far i en etværelseslejlighed uden for Aalborg. For forældrene blev skilt, da deres eneste barn var 10 år. Når faderen, der var hjemmeplejer, gik til stemmeurnen, satte automatpiloten kryds ved liste A.

Mens Joachim B. Olsen brugte det meste af sin tid på atletikbanen, fandt hans mor en ny mand. Det var ham, der åbnede Joachim B. Olsens øjne for politik. Moderens nye mand, skolelæreren Jes, var nemlig borgerlig. Han skrev læserbreve og var medlem af ’Grænseforeningen’, og frem for alt så talte han med unge Joachim om politik. God borgerlig politik.

»Peter Skaarup kom i min mors hjem, ligesom Peter Duetoft. Vi diskuterede politik, og jeg læste meget om det. Håndbog i Dansk Politik, som udkom hvert år, læste jeg altid. Jeg havde en venstreorienteret dansklærer, som jeg holdt meget af. Mange af mine klassekammerater var borgerlige, og de kunne godt lide at diskutere med ham. Men hjemme hos mig var man socialdemokrat.«

Når der var familiemiddag hos farmor, sad hele bordet og var socialdemokrater undtagen en enkelt borgerlig onkel. Det kunne godt give nogle hidsige diskussioner, men i sit stille sind holdt lille Joachim altid med onklen, for: ’Han virkede bare mere troværdig’.

Selvlært politiker

Selvom der blev diskuteret politik i hjemmet og i klasselokalet, overvejede Joachim B. Olsen aldrig at gå den vej. Sporten tog al hans ledige tid. Så da han mange år senere stillede op for Liberal Alliance, var han på noget tyndere is end de politikere, som enten har politik løbende i familiens årer, eller som har taget den lange vej gennem ungdomsorganisationerne.

»Der er helt klart en fordel ved at have taget den vej. Der er nogle ting her på Christiansborg, som de bare ved, hvordan man gør. Det gælder vel i alle miljøer. Jeg vidste ikke noget.«

En af de ting, han har lært på den hårde måde, er at kende forskel på en vinder- og en taberdebat. For mens mange folketingspolitikere holder sig langt fra kontroversielle udtalelser, der kan bringe dem i problemer i medierne eller blandt vælgerne, så gik Joachim B. Olsen direkte ind på Borgen og sagde ting som: ’Der findes ikke fattige i Danmark’ og ’Flerkoneri bør ikke være forbudt’.

Resultatet var det, der på moderne dansk hedder en shitstorm. Han fortryder ikke sine udtalelser, men stiller selv spørgsmålet: ’Havde jeg taget fattigdomsdebatten, hvis jeg havde fået politik ind med modermælken?’

Han kender ikke selv svaret.

»Jeg var risikovillig. For jeg havde ikke så meget at miste som de andre. Var jeg blevet slagtet, så herregud. Jeg var ung og nyvalgt, og de tinder, de kunne hive mig ned fra, var ikke så høje,« siger han.

Andre og mere etablerede politikere ville gå udenom af frygt for at falde fra høje politiske tinder dybt ned i mudderet på de sociale medier.

Tilpas i storm

Allerede i sin første valgkamp mødte han Christiansborg-journalistikken – ’når den er værst’. Han var vant til fra sporten, at journalisterne havde de bedste intentioner. Det har politiske journalister ikke altid. For de tager politikerne på ordet.

Særligt ét interview husker han. Det var det, hvor han talte om flerkoneri og fattige. Det varede en time, og han talte om sit yndlingsbegreb: Friheden til at føre sit eget liv. Artiklen, der kom ud af interviewet, blev ikke modtaget godt i folkedybet.

»Jeg læste interviewet flere gange og kunne simpelthen ikke se problematikken i det, jeg havde sagt,« siger han.

»Jeg er ikke for flerkoneri, men folk ønsker at leve forskelligt, og hvis nogen vil det, så skal jeg ikke bestemme det. I dag ville jeg nok tilføje, at jeg ikke ønsker at ændre den gældende lovgivning på området, men jeg kunne da ikke finde på at sende politiet efter nogle, der levede på den måde,« siger han.

Men sådan er Christiansborgjournalisterne så meget anderledes end sportsjournalisterne. På Borgen vinkles der på det kontroversielle, som pilles ud, skærpes og gøres til en overskrift. Det lærte Joachim B. Olsen hurtigt. Men han rettede ikke ind.

Der gik ikke lang tid, før han igen kom i stormvejr. Og igen. Efterhånden kan man få den fornemmelse, at det er i stormvejr, han befinder sig bedst?

»Jeg kan godt lide det – derude. Alle danskere kan nævne de samme 20 folketingspolitikere, men der sidder 159 andre, som knokler, uden at nogen kender deres navn. Nogle er ikke så offentlige. Det er jeg. Jeg har ikke noget imod at debattere. Jeg opsøger det endda.«

Det koster øretæver hos journalister og i folkedybet på de sociale medier. Han har gemt en avisartikel, hvor alle de andre partiers ordførere er benævnt ’beskæftigelsesordførere’, mens han selv bliver omtalt som ’kuglestøder’.

»Jeg ved godt, at det ikke er positivt. Det er lidt ligesom at blive kaldt blondine. Det, de siger, er, at jeg har levet af min krop engang, og dermed må jeg være dum. De kalder aldrig Henrik Dam for postbuddet,« undrer han sig.

Hjemme i forsamlingshuset

I virkeligheden trives han bedre i et forsamlingshus blandt socialdemokrater, selv om han tit er upopulær i de kredse. For det minder mere om det miljø, han kommer fra, hvorimod de bonede gulve ofte virker fremmede for ham.

»I min opvækst var der også fordomme om privilegerede mennesker. F. eks. at de, der har tjent mange penge, også fusker lidt. Der lå implicit noget uretfærdigt i, at nogle tjente flere penge end andre. Men nu har jeg mødt velhavende mennesker, og de er altså ret sympatiske. Jeg har fået justeret mine fordomme.«

Det er sket i løbet af hans nye karriere.

»Jeg føler mig bedst hjemme blandt fagforeningsfolk og i forsamlingshuse. Når jeg er fine steder, kan jeg nogle gange godt spekulere over, hvad jeg skal bruge alle de knive og gafler til. Jeg kan huske første gang, jeg skulle møde kongefamilien. Det var i min tid som sportsmand. Der var så mange regler og procedurer, man skulle følge. Jeg var vant til at møde andre sportsfolk og lagde ikke mærke til, at jeg gjorde noget forkert, da jeg gav kongefamilien hånden. Først da jeg nåede til kronprinsesse Mary, og hun nærmest råbte ’AV’, da jeg tog hendes hånd,« siger han og slår en høj latter op.

På trods af et hårdført image som ultraliberal, ond og uempatisk har Joachim B. Olsen med mærkesager som ’mere personlig frihed, lavere skat og en mindre offentlig sektor’ også en fast base af vælgere, som vil have ham til at gøre Danmark til et mere liberalt land.

»Så sent som i går, da jeg var i Ikea, var der én, der gav mig et klap på skulderen og sagde, at jeg gør det godt,« siger han med et smil.

Det er dét, der, sammen med ønsket om at lette vælgerne for både regler og skatter, får ham til at fortsætte og også stille op til næste folketingsvalg.

Joachim B. Olsen rejser sine 183 centimeter op fra lænestolen og pakker høretelefoner, nøgler, pung og snus sammen. Han skal hverken til tasterne og mene noget, i folketingssalen eller have en lur over skrivebordet.

»Min far er på besøg fra Jylland, ham skal jeg lige hjem og kigge til.«