Danske Jimmy Nielsen, der spiller for den amerikanske klub Sporting Kansas City, blev for halvanden uge alvorligt syg og måtte lade sig indlægge på hospitalet med menigitis (hjernehindebetændelse) i fire nætter.

Den 33-årige målmand mærkede en morgen i starten juni, at noget var galt.

- Da jeg vågnede op, følte jeg mig ikke godt tilpas. Jeg troede måske, at jeg var ved at få influenza. Jeg var stiv overalt og havde lidt feber. Jeg tog til træning og tog lidt aspirin og troede, det ville hjælpe. Jeg tog hjem og tog en lur, og da jeg vågnede var jeg ekstremt syg, siger Jimmy Nielsen til nordjyske.dk og fortsætter:

- Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg havde bare utrolig hovedpine. Jeg kastede op og havde svært ved at se ud af det venstre øje. Jeg var nødt til at ringe til lægen og tog direkte på hospitalet, fortæller han.

Jimmy Nielsen er nu efter eget udsagn helt på toppen igen.