Lørdag 10. september blev Jimi Joonas Karttunen overfaldet under en demonstration, der var planlagt af den nationalsocialistiske gruppe Finlands Modstandsbevægelse i Finland.

Det var angiveligt, fordi den 28-årige Jimi Joonas Karttunen reagerede på nynazisternes demonstration, at svaret fra dem lød på voldsomme tæsk. Han endte på hospitalet, som han blev udskrevet fra, men senere på ugen blev han ramt af en hjerneblødning i sit eget hjem, som han døde af.

Finsk politi efterforsker nu Jimi Karttunens død.

Det skriver Hufvudstadsbladet ifølge Aftonbladet.

Faderen Karttunen Kauko-Vesa har efter sønnens død skrevet et opslag på Facebook:

»Min kære søn Jimi Joonas Karttunen blev angrebet lørdag 10. september ved 13 tiden på Elieplatsen af Finlands Modstandsbevægelse i forbindelse med en af deres demonstrationer. De nazistiske skinheads angreb min søn og forårsagede en alvorlig hjerneskade. På grund af det her meningsløse og voldsomme angreb døde min søn ved 22-tiden på Tölö Hospital. Må hans sjæl hvile i fred,« skriver faderen i opslaget, der er delt omkring 3000 gange på det sociale medie.

Finlands Modstandsbevægelse beskriver episoden en smule anderledes. De fortæller, at Jimi Joonas Karttunen opførte sig aggressivt over for dem, og derfor var de nødt til at foretage en 'disciplinær foranstaltning'. Dette har de ifølge avisen bakket op med et videoklip, hvor man skulle se en mand, der ligger og bløder på fortorvet.

Finsk politi efterforsker sagen, og de har anholdt en mistænkt, der er født i 1990. Han er mistænkt for grov vold med døden til følge.