Den tidligere DBU-generalsekretær er klar til at træde ind i Brøndbys bestyrelse, men afviser revolutioner.

Jim Stjerne Hansen har i mange år trukket i trådene i dansk fodbolds absolutte top. Men bare tre måneder og en sjat efter at være stoppet som generalsekretær i Dansk Bold Union (DBU), hvor han har været siden 1988, er der allerede bud efter hans kompetencer.

Den shippinguddannede fodbolddiplomat er udpeget i den seks mand store kreds. Brøndby-aktionær Jan Bech Andersen gerne ser sammensat som en ny bestyrelse efter formand Aldo Pedersens hurtige deroute ud af direktionsgangen i Brøndby IF.

Og 60-årige Jim Stjerne Hansen erklærer sig klar til at tage fat, hvis han 10. april udpeges som ny mand i bestyrelsen ved en ordinær generalforsamling i Brøndby IF.

- Jeg tror, at jeg kan bidrage med noget positivt i forhold til, at jeg har en vis erfaring inden for det at drive en fodboldforretning. Desuden har jeg erfaring omkring det sportslige setup, og det er min opfattelse, at jeg kan være en, man kan trække på omkring sportslige spørgsmål.

- Det er den klub, jeg har spillet for og kender inde fra, og jeg ville ikke have sagt ja til andre klubber end Brøndby og Hvidovre, hvor jeg startede med at spille, men nu er Hvidovre jo på et lidt andet niveau i øjeblikket, så det var ikke en mulighed, siger Jim Stjerne, som nåede at få 82 kampe for Brøndby IF, hvor han virkede som anfører, da klubben avancerede til 1. division i 1981.

Hvis Jim Stjerne træder ind i bestyrelsesarbejdet på den københavnske vestegn, bliver det ikke næppe med store armbevægelser og en paladsrevolution i ærmet.

- Jeg kommer ikke til at revolutionere noget, for de har jo allerede et par af mine gamle folk ansat i Thomas Frank (tidl. U16- og U17-landstræner, red.) og Kim Hallberg (teamkoordinator, red). Og jeg ved jo, hvordan de arbejder, hvilket jeg bestemt ikke har tænkt mig at gøre noget ved, siger Jim Stjerne, som har noteret sig, hvordan Brøndby tiltrækker turbulens og kontrovers.

- Jeg vil ikke sige, at den megen uro har skræmt mig, men kontinuitet er vigtigt, og det er det, der er brug for nu. Sådan tror jeg, det er i alle virksomheder. Der er ingen, der har brug for så stor udskiftning, som der har været i Brøndby gennem de seneste år, fastslår Jim Stjerne Hansen til BT.