Jim Carreys afdøde eks-kæreste var dybt involveret i den nyreligiøse sekt Scientology, og hendes venner var bekymrede over, at hun var begyndte at se filmstjernen igen.

Den 28-årige make up-artist Cathriona White døde mandag - og det var få dage efter, at hun havde brudt med Hollywood-stjernen. Men det skete også på et tidspunkt, hvor hun var i gang med et intensivt forløb hos Scientology.

Det hævder journalisten Tony Ortega, som har fulgt Scientology gennem 20 år og skriver en blog om frikirken.

Det skriver flere britiske medier torsdag, blandt dem Daily Mail.

Cathriona White blev fundet død i sit hjem i Los Angeles mandag aften lokal tid. Her blev også fundet et glas med piller.

Den 28-årige Cathriona White havde dannet par med den 53-årige verdensberømte komiker siden maj, men allerede tilbage i 2013 havde de et kortvarigt forhold.

Ifølge Tony Ortega blev White, der er født og opvokset i Irland, introduceret til Scientology for fire til fem år siden gennem sangeren Beck, som selv er scientolog.

På sin blog skriver han, at hendes venner var bekymrede over, at hun begyndte at se Carrey igen. Den canadiske superstjerne har nemlig højlydt gjort grin med sekten gennem årerne.

»Cathrionas venner siger, at de var bekymrede for, at Cat begyndte at date Carrey igen.«

Jim Carrey udsendte en følelsesladet pressemeddelelse efter fundet af eks-kæresten.

»Jeg er chokeret og i dyb sorg over tabet af min kære Cathriona,« skrev han og fortsatte:

»Mine tanker går til hendes familie og venner og til alle andre, som elskede og holdt af hende. Vi er alle blevet ramt af et lynnedslag.«