I første omgang blev danske Jesper Christensen slet ikke nævnt, da fakta om den kommende James Bond-film blev afsløret torsdag morgen.

Men nu viser det sig, at Jesper igen skal spille skurken Mr. White.

Hermed er Jesper Christensen dén danske skuespiller, der har medvirket i flest James Bond-film - Tre ialt.

Over for euroman.dk bekræfter Jesper Christensen den gode nyhed. Og han siger:

- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Sam Mendes (instruktør, red.) og Daniel Craig. Det er et virkelig spændende manuskript og et meget dygtigt hold. Så det bliver sjovt.

Den nye Bond-film (nummer 24 i rækken) kommer til at hedde 'Spectre'. Filmen får premiere i november 2015.

Og blandt de øvrige medvirkende er Daniel Craig som Agent 007, den italienske skønhed Monica Bellucci, Christoph Waltz, Ralph Fiennes og Léa Seydoux.

Der var først rygter om, at filmens Bond-babe skulle spilles af en skandinavisk skuespillerinde eller model, men den rolle tilfalder istedet den prisbelønnede franske skuespillerinde Lea Seydoux.

Titelsangen til 'Spectre' skal den nye britiske soulsuperstjerne Sam Smith stå for.