Den mangeårige vært på TV-Avisen, Jens Nauntofte, døde mandag efter kort tids sygdom. Nu bliver han hyldet af tidligere kolleger og venner.

Han var med, da Saigon faldt i 1975. Han var med, da Vietnam-krigen sluttede. Og han var med, da Berlinmuren faldt i 1989.

Journalisten Jens Nauntofte var kendt for sine tv-dokumentarudsendelser i DR og for mange år som studievært og medredaktør på blandt andet TV-Avisens udenrigsprogram 'Horisont'.

Mandag sov han ind efter blot 14 dages sygdom. Det fortæller hans hustru - skuespilleren Maria Stenz - til Ekstra Bladet.

»Jeg har ikke lyst til at sige så meget, for jeg er på vej til bedemanden, men jeg kan bekræfte, at Jens døde i går (mandag, red.). Til sidst ville hans hjerte ikke mere, selvom lægerne virkelig kæmpede,« siger hun til avisen.

Nu bliver den mangeårige vært hyldet på de sociale medier.

Blandt andet mindes tv-værten Jes Dorph-Petersen ham:

'Øv - Jens Nauntofte er død. Jens var en af fagets helt store mænd: larmende, dygtig, ihærdig, flittig og ikke til fals for hvad som helst fra ledelsesgangen. Han stod på sit og stod ved sine meninger. Og allermest var Nauntofte en fænomenal formidler af det vanskelige stof, han beskæftigede sig med. Det var ham, der først fik mig til at fatte interesse for konflikten i Mellemøsten. Jeg mødte ham sidste gang til et arrangement i Publicistklubben for 6 uger siden: glad, frisk og med det kendte skarpe blik, mens vi talte sammen. Hvil i fred, gæve mand,' skriver han.

Også DRs sportskommentator Henrik Liniger hylder ham på Facebook:

'Jens Nauntofte er død. I 1991, da jeg gik på gymnasiet, og Irak-krigen lige var brudt ud, besøgte Nauntofte Viborg Katedralskole - hvor han i øvrigt selv var student fra. Han kom midt i sin fornemme DR-karriere, i en voldsom travl periode, og tog sig tid til at tale med os. Det er mildt sagt ikke alting fra min gymnasietid, der står lige klart i erindringen. Men den dag, det oplæg, den debat og det perspektiv, som Jens Nauntofte gav på de verdensbegivenheder, vi ellers kun kunne se på tv eller læse om i avisen, det husker jeg stadig som var det i går. Jens Nauntofte var et sus fra den store verden, og for en midtjysk journalistspire som mig var hans besøg enormt inspirerende. Æret være Jens Nauntoftes minde.'

Kokken og DR2-værten Nikolaj Kirk skriver således på Facebook:

'Kendte Jens Nauntofte fra Eventyrernes Klub. En man godt gad at sidde ved siden af og tale med, en som ville noget, og som på en gang var klog, sjov og fræk - Jens jeg kunne godt lide dig, rigtigt meget faktisk - god tur på den anden side. du vil blive savnet af mange og husket...'

På Jens Nauntoftes egen Facebook-profil er flere også begyndt at sende ham en sidste hilsen.

Blandt andet skriver politiker Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti:

'Hvil i fred, kære Jens.'

Jens Nauntofte blev ansat hos Danmarks Radio i 1977, hvor han også var med til at starte udenrigsprogrammet 'Udefra' samt det politiske radiomagasin 'Orienteing'.

Fra 1999 til 2004 var Nauntofte udenrigskorrespondent for TV-Avisen med base i Berlin og København. Han gik på pension i 2008, da han fyldte 70 år

Til Ekstra Bladet fortæller Maria Stenz, at han døde efter 14 dages sygdom.

Jens Nauntofte blev 78 år.