1. september annoncerede libanesisk militær ifølge avisen The Daily Star, at Jeppe Nybroes formodede kidnapper, Abada al-Hujeiri, er blevet anoldt.
Tre et halvt år efter den 28 dage lange tilbageholdelse et øde sted i det nordøstlige Libanon er journalisten Jeppe Nybroes formodede kidnapper blevet anholdt.
Manden hedder Abada al-Hujeiri – kendt som Abu Omar – og han blev ifølge libanesiske medier arresteret i byen Arsal, hvor Jeppe Nybroe sammen med en lokal journalist blev taget som gidsler tilbage i 2014.
Blandt andre avisen The Daily Star skriver, at det libanesiske militær annoncerede arrestationen 1. september, og Jeppe Nybroe oplyser til Berlingske, at dansk politi er ved at undersøge, om han skal til afhøring i forbindelse med anholdelsen af manden, der indløste en betragtelig løsesum, da den danske journalist blev sat på fri fod.
Abu Omar har hele tiden været i Jeppe Nybroes søgelys som bagmanden, og han nævner ham også i sin bog om gidseltagningen, »Kidnappet – I islamisternes fangehul«.
Bogen gav anledning til en heftig debat om troværdigheden af de oplysninger, som Jeppe Nybroe lægger frem i fortællingen, og nogle af hans journalistkolleger mistænkte ham for at overdramatisere gidseltagningen.
Men Jeppe Nybroe står ved sin bog og de ting, han har sagt i interview efter løsladelsen.
»Dengang som nu står jeg ved hvert et ord, jeg har sagt og skrevet om den kidnapning. Og de ting, som den anholdte er sigtet for, passer jo temmelig meget med det, jeg hele tiden har sagt og skrevet,« siger Jeppe Nybroe, der understreger, at den anholdte også er sigtet for ti andre gidseltagninger.
»Dertil kommer seks drab, to terrorbomber og en eller anden form for involvering i al-Nusra, en militant islamistisk gruppe, der var allieret med al-Qaeda,« siger Jeppe Nybroe.
»Det var en barsk opgang at være kidnappet, og det var en barsk omgang, at nogle få kolleger efterfølgende fandt det betimeligt at betvivle min kidnapning, hvad der var sket, og hvem der var involveret,« siger Jeppe Nybroe.
