Det gør ikke det store indtryk på ejeren af Jensen's Bøfhus, at Berlingskes madanmelder slagter Jensen's-bøfferne i en ny anmeldelse.
- Det er ikke den store overraskelse. Madanmeldere kan jo notorisk ikke lide vores koncept. Så det er ikke første gang, at en madanmelder mener noget andet end Danmarks befolkning, siger bøfhus-ejer Palle Skov Jensen.
- Vi har 6 mio. gæster hvert år i Danmark, Sverige og Norge. Så skal de tage fejl alle sammen. så han må være dygtigere end resten af Danmarks befolkning. Det skal jeg ikke kunne afgøre, siger han.
Anmelder Svend Rasmussen langer både ud efter køer, kyllinger og whiskysovs i sin anmeldelse. Men der er intet galt med kvaliteten hos Jensen's, siger Palle Skov Jensen.
- Vi serverer topkvalitet. Når kokke oplever de kød- og grøntsagskvaliteter vi arbejder med, så er de alle målløse. Det er topkvalitet, vi sælger siger Palle Skov Jensen, der grundlagde Jensen's Bøfhus i 1984 under navnet Bøf España, inden kædens dengang fem restauranter skiftede navn til Jensen's Bøfhus i 1990.
Kun bøfgigantens betjening får pæne ord med på vejen i anmeldelsen. De pæne ord glider dog over i en kritik af manglende vinkyndighed og kendskab til koens 'biodynamiske herkomst' hos Jensen's. Heller ikke det bider på Palle Skov Jensen.
- Det er ikke så vigtigt, hvor koen kommer fra. Det er mere et spørgsmål om, hvordan den er vokset op. Så han har måske ikke så meget forstand på kød. Men det vil vi da godt give ham et lille kursus i, siger Jensen.
